591167820

nær, og at det just var Landsmoderen, hos livem Tanken opkom om at træde de fattige personligt nær og saaledes aandelig og timelig at komme dem til Hjælp, maa derfor ikke undre os. Jeg vil kun dertil føje som den, der i min Ungdom som Lærer i hendes Skole hyppig havde Lejlighed til at iagttage den elskelige Dronning, naar hun saa naturligt og jevnt, men dog med et saadant Udtryk af stille Værdighed færdedes blandt de fattige Smaabørn, at aldrig glemte man noget Øjeblik, at man stod ligeoverfor Dronningen, ligesaa lidt som man over Dronningen nogensinde glemte, at det var Herrens ydmyge Tjenerinde, man havde for sig. Det var altsaa Dronning Caroline Amalie, som den kvindelige Plejeforening skylder, at den blev stiftet, og som gennem en lang Række af Aar levede og aandede for dens stille Gerning og sunde Udvikling. Hun har ved den sat sig et levende Mindesmærke i det danske Folk, og mig i det mindste staar det klart, at man ved at frede og støtte denne hendes Kærlighedsg' rning paa den naturligste og bedste Maade giver sit Bidrag til et Mindesmærke for hende. Paa den anden Side er det betegnende, at Forhandlings­ protokollen, idet den omtaler Samfundets Stiftelse, slet ikke nævner Dronningens Navn, men gaar ud fra, at det allerede længe har været anset som ønskeligt, at liere kristelige Damer med Hjærte og Interesse for de fattige sluttede sig sammen for at staa hverandre bi med Raad og Daad i at række værdige trængende, og navnlig fattige syge, en kærlig, deltagende og hjælpsom Haand. Dronningen har jo aabenbart ikke ønsket, at Foreningen skulde fremtræde som den, der skyldte hendes Omsorg sin Tilværelse. Ogsaa deri genkende vi hendes Sjæls Adel; hun forstod, at hvad der skulde virke til sand Velsignelse, maatte have en selvstændig Kraft og ikke være bragt tillive som Følge af Paavirkning fra højere Steder.