591167820

At række et Menneske en ubetydelig Almisse for sanledes at ville tilkøbe sig Ret til aandelig at tage sig af ham er noget, som i vore Dage slet ikke kan gaa. Fremdeles, det er kun som Sygepleje, at en Fattigpleje, der aabner Hjærterne for en aandelig Indvirkning, under Nutidens Forviklinger kan trives. At Plejeforeningen ændrede sin Maade at virke paa, var kun ifølge en sund Udvikling af hvad der fra først af var dens For- maal: »at træde i personlig Forbindelse med de fattige, for saavidt muligt at komme disse til Hjælp baade i aandelig og legemlig Henseende.« At Plejeforeningen har sluttet sig til den hæderlige Lægestands humane Bestræbelse for at afhjælpe de fattige syges timelige Nød, hindrer ikke, at den derved tillige har et højere Maal for Øje, som det i ethvert Tilfælde ligger fjernere for Lægerne at have Opmærksomheden henvendt paa. Og saa slutter jeg denne historiske Fremstilling af »Enke­ dronning Caroline Amalies kvindelige Plejeforenings« Livsløb igennem et halvt Aarhundrede, idet jeg anbefaler dens Virksom­ hed til velvillige Medborgeres fortsatte Understøttelse. Det er en Selvfølge, at efter 50 Aars Forløb de aller fleste af de op­ rindelige bidragydende Medlemmer ere bortdøde, og at i Tidens Løb Aarsbidragene mere og mere ville svinde bort, naar der ikke atter Aar for Aar komme ny til, der kunne træde i de gamles Sted. Det er ligeledes naturligt, at det store Publikums Øjne mere ere henvendte paa de ny Foreninger med god­ dædigt Formaal, som daglig øges, og hvis Gerning vi af et oprigtigt Hjærte ønske Herrens Velsignelse, medens mange maaske synes, at denne Forening med sin temmelig store Legatformue nok kan være yderligere Hjælp foruden. Men det er i Virkeligheden ikke saa; ti den vil for Renterne af sin Formue ikke være istand til at udføre nogen virkelig om­ fattende Gerning til de fattige syges Pleje. Med den stigende