HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

37 år i Københavns kommunes tjeneste

brug af lovsamlingen, Ministerialtidende og kontorets visdomsbog, hvori særlig bemærkelsesværdige afgørelser blev indført. Heri fik jeg god hjælp af mine juridisk uddannede foresatte og kolleger. Hos nogle var der måske i begyndelsen en vis skumlen over teologens indtrængen på deres gebet. Men det var kun sporadisk og ganske kortvarigt; med tak mærkede jeg snart, at der ikke blot ikke blev spændt ben for mig, men at jeg blev hjulpet til rette på alle måder, så jeg snart færdedes hjemmevant i det hele og diskuterede de forekommende juridiske pro­ blemer så ivrigt som nogen. Og da der i en af mine sager faldt resolu­ tionen: »Islands ministerium høres«, og jeg forelagde mit med stor omhu, men også med nogen ængstelse udarbejdede koncept til skri­ velse til ministeriet, havde jeg den store tilfredsstillelse, at det fik kon­ torchefens signatur uden en eneste ændring. Jeg forstod, at jeg var accepteret. En væsentlig del af mit arbejde bestod i at ekspedere folk, der kom for at få attest fra deres forsørgelseskommune for ikke at have mod­ taget urefunderet fattighjælp i de sidste 5 år. En sådan attest skulle mænd dengang præstere for at kunne blive gift. I de fleste af disse sager var der ingen videre vanskeligheder. Men der var et forhold, som undertiden kunne blive penibelt. Når man efter at være bleven voksen ikke havde boet 5 år i træk i samme kommune, var man forsør­ gelsesberettiget i fødekommunen, hvis man var ægtefødt; var man født uden for ægteskab, var det derimod i den kommune, hvor mode­ ren havde haft ophold på 10-måneders dagen før fødslen. Derfor blev jeg nødt til at spørge om ægte fødsel. For den, der kunne svare ja, gjorde dette naturligvis ikke noget; men det skete, at de, der måtte svare nej, blev vrede, undertiden meget vrede. Jeg husker navnlig en officer i uniform, der blev så flintrende gal i hovedet, så det var helt uhyggeligt. Men jeg kunne jo ikke ændre lovbestemmelserne. E t andet forhold, som kunne irritere de attestsøgende, var, at det normalt varede en uge, inden de fik attesten. Ved hver sags ekspedi­ tion var 5 tjenestemænd medvirkende, en af dem endda to gange. Efter kontorreglen »rent bord hver dag ved kontortidens slutning« gav det 5 å 6 dage + en søndag + en dag til postvæsenet, tilsammen altså ca. en uge. Når det gjaldt noget virkeligt for den pågældende, kunne jeg fremskaffe attesten meget hurtigere; så måtte jeg selv gå rundt med sagen til de 4 andre. Men det tog mig tre gange så lang tid som en

99

9 *