HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

Vilhelm Jespersen

normal ekspedition, og - hvad der mindst var lige så galt - det bragte afbrydelse og forstyrrelse for de andre 4. Hvis det skulle være reglen, ville ekspeditionen altså kræve mere arbejdskraft, dvs. blive dyrere og desuden blive usikrere; det kunne være mange penge, der stod på spil, hvis en anden kommune fik udgifter ved, at vi udstedte en gal attest. Så det måtte kun være i undtagelsestilfælde, at der blev gjort afvigelse fra den sædvanlige forretningsgang. Holdt vi ikke fast ved det, ville resultatet uvægerligt blive, at klokkerkontorerne gav de vordende brudgomme den besked, at henvendelse på rådhuset hastede det ikke så meget med; man kunne såmænd godt få attesten ekspederet med det samme. - Det gav mig et første indblik i den bestandige konflikt mellem borgernes berettigede krav på hurtig ekspedition og kontor­ mæssig vel tilrettelagt ekspedition. Hos begge parter kan der være til­ bøjelighed til at gøre sig overdrevne forestillinger om, hvad der er be­ rettiget. Nu kræves der lykkeligvis ikke mere fattigattest for at blive gift. Endnu en belæring fik jeg ved behandling af fattigattesterne: man skal være forsigtig med, hvad man fortæller hjemme! Fra min kontor­ stol fik jeg et temmelig omfattende overblik over de københavnske bryllupper, og bryllup er jo i almindelighed ikke nogen hemmelighed; normalt lyses der, som bekendt, forinden til ægteskab. Så da en ung læge, hvis familie en kusine af mig havde nær tilknytning til, en dag møder hos mig for at få fattigattest, opfatter jeg det som godt nyheds­ stof og bringer det til torvs samme dag ved middagen hos min mor­ mor, hvor også min kusine var til stede. Men det skulle jeg ikke have gjort. For hun bragte samme eftermiddag nyheden videre til en af lægens søstre, og så lå der et hus! Det var en forbindelse, som i høj grad var imod familiens ønske, og lægen havde holdt skjult for de andre, at brylluppet nu skulle foregå; det skulle have været præsente­ ret som et fait accompli. Nu var det spoleret, og det var min skyld. I flere uger derefter gik jeg i ængstelse for, at lægen skulle gå til aviserne med sagen; dem havde både han og hun nær tilknytning til. Havde han gjort det, eller var han blot gået til borgm. Jacobi, havde det været en slem sag for mig. Men det gjorde han ikke, og efterhånden forstod jeg, at faren var drevet over, og åndede lettet op. Erindringen blev imidlertid tilbage, og jeg har måske nok senere i livet trættet mine medarbejdere ved for ofte at fortælle dem om denne episode til skræk og advarsel.

100