HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

Vilhelm Jespersen

drøftede problemerne med mig; min sidste formand var den senere højesteretsdommer Chr. Riise, som jeg kom til at holde meget af. Foruden den juridiske formand, der beskikkedes af ministeriet, be­ stod hvert værgeråd af en præst, en læge, en kommunelærer eller -lærerinde og et eller nogle få politisk valgte medlemmer. Der var i almindelighed et fortrinligt samarbejde. Når præsten og en rød gas­ værksarbejder i fællesskab fik en sag overdraget og sammen gik ud og så på hjemmet, blev de næsten altid enige om, hvad de ville foreslå rådet at gøre; var der meningsforskel, var den altid saglig begrundet og ikke politisk forhåndsbestemt. For et menneske med mit tempera­ ment var dette meget opmuntrende, og det underbyggede en tro på samarbejdets muligheder. Min dag var nu fuldt optaget; jeg havde snarest for meget at gøre og kunne derfor ikke mere få tid til den nationaløkonomiske og juridiske læsning, jeg havde drevet om eftermiddagen på Borchs kollegium. Jeg følte mig derfor forpligtet til at renoncere på kollegiet, og jeg flyttede hen i en lille stuelejlighed i Bredgade 6 , nedenunder min mormors lejlighed. Jeg troede, at min livsbane var lagt fast på det område, som man nu kalder det sociale, og jeg befandt mig egentlig vel derved. Dog generede det mig, at udsigterne til forfremmelse i magistraten var så ringe. N. P. Nielsen og jeg gav os en aften til at undersøge ved hjælp af dødelighedstavler, hvor mange år vi måtte regne med at der ville hengå, inden vi på normal måde kunne blive fuldmægtige; det viste sig at være 20 år. Og dengang var oprettelse af nye stillinger noget uhyre sjældent, og borgm. Jacobi var ikke just hidsig efter at kaste sig ud i den slags; han var, som jeg før har nævnt, en sparsommelig mand. Lidt ubehag voldte det mig oså, at jeg var kommet noget i klemme med hensyn til Behrend. Hans stilling som min foresatte på værgerådskontoret gjorde det vanskeligt for mig at sige nej, når han på rådhuset bad om min kollegiale hjælpsomhed. Jeg tror nok, jeg med rette kan sige, at han trak lovlig store veksler på mig, og der syn­ tes at være vækst i det.

Overgang til hovedbogholderiet Så skete det pludseligt og ganske uventet, at jeg blev rykket ud af den sociale bane og flyttet over til hovedbogholderiet. Det kom ved et til­

102