HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

Vilhelm Jespersen

fast praksis, at borgm. Jensen sendte alle sager om løn og andre perso­ nalevilkår ned til mig til udtalelse, og jeg fik temmelig hurtig en fast form for mine betænkninger: først referat af den foreliggende sag; derefter belysning af spørgsmålet ud fra bestemmelsernes ordlyd, fore­ liggende fortilfælde og sagens natur; så udredning af konsekvenserne, især de økonomiske; og til slut min indstilling - altid en indstilling til at vedtage eller forkaste. Det var ikke det mindst vigtige, at betænk­ ningen sluttede med en bestemt indstilling, ikke blot med at fremsætte pro et contra og så lade spørgsmålet om, hvad der skulle vælges, stå åbent. I begyndelsen afgav jeg mine betænkninger som håndskrevne notater, uden underskrift; efter nogen tids forløb gik jeg over til at få dem maskinskrevne; til sidst fik jeg kaptajn Jessens underskrift. Egent­ lig betragtede både han og jeg mit arbejde med lønsagerne som et slags privat mellemværende mellem borgmesteren og mig; men han ville nu alligevel ikke have accepteret, at jeg lod sagerne gå uden om ham og selv underskrev dem; til gengæld gjorde han aldrig nogen indsigelse, men underskrev alt, hvad jeg forelagde ham. Han havde for øvrigt fundet et historisk billede, som han holdt af at anvende på forholdet mellem sig og Schaarup og mig. »Jeg er kejser Wilhelm og De, mine herrer, er Bismarck og Moltke«. Det var jo meget smigrende for Schaarup og mig - og heller ikke nogen dårlig placering for kaptajnen selv. Af sagerne i den første tid var der særlig mange, der handlede om løn under sygdom. Magistraten havde udstedt et regulativ herom, og det viste sig, at der var forskellige vanskeligheder ved gennemførelsen af dettes bestemmelser. Bl. a. voldte det vanskelighed, at sygedagenes antal ikke registreredes ens over hele kommunen. Det almindelige var, at man talte dageantallet fra sygemeldingsdag til raskmeldingsdag og altså medtog både arbejdsdage og fridage. Men for læreres og lærer­ inders vedkommende havde man kun oplysning om forsømte skole­ dage, og da skoledagene kun udgjorde ca. to tredjedele af årets sam­ lede dage, ville en umiddelbar sammenstilling med det øvrige perso­ nales sygedageantal blive misvisende, både i statistikken og når talen var om, hvor længe der kunne ydes sygeløn. Herom forhandlede jeg med skolevæsenet, for hvilket Sophus Bauditz dengang var direktør. Det viste sig umuligt at ændre registreringsmåden, og udjævningen

110

Made with