HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

37 år i Københavns kommunes tjeneste

måtte da finde sted ved at medtage en konstrueret ferie- og fridags­ sygelighed, hvorved man gik ud fra, at helbredstilstanden er den samme på ferie- og fridage som på skoledage. Bauditz syntes ganske vist at have nogen tvivl. »Lærerindernes helbred i ferierne er - Gud være lovet - bedre, end man kunne frygte,« udbrød han med kraftig betoning af de understregede ord. E t smil i øjenkrogen viste dog, at det i øjeblikket snarere var forfatteren af »“Krøniker i Garnisonsbyen«, der talte, end Københavns skoledirektør. Det endte da også med, at der blev fuld enighed om, hvorledes det undervisende personales skole-sygedage skulle omregnes til kalender-sygedage. Hvad sygestatistikken angik var det for øvrigt kun kort tid, at jeg havde med dens udarbejdelse at gøre. Det eneste naturlige var, at kommunens statistiske kontor overtog den, og det skete da også efter få års forløb. Da jeg langt senere kom ud i en polemik om mænds og kvinders sygelighed, var det en stor fordel for mig, at grundlaget for diskussionen var tal, som man i hvert fald ikke kunne gøre mig ansvar­ lig for. I foråret 1908 blev der nedsat et fællesudvalg (dvs. et udvalg, hvori både magistratsmedlemmer og medlemmer af borgerrepræsentatio­ nen har sæde) til behandling af kommunens lønninger. Staten havde fået nye lønningslove både for de store civiletater og for lærere og lærerinder, og det blev i den anledning nødvendigt at revidere hele kommunens lønsystem. For dette udvalg blev jeg sekretær. Samlingen af tjenestemændene i store hovedorganisationer var den­ gang kun i sin vorden, og forhandlingsret begyndte først at blive noget, man måtte regne med, da det første ministerium Zahle i 1910 havde givet sådan ret til stats-tjenestemænds-organisationer. Men an­ dragender kunne kommunens organisationer - både store og små - indsende, og det havde de i udstrakt grad benyttet sig af. En af mine første opgaver blev at udarbejde en fortegnelse over alle disse mange andragender med angivelse af, hvad deres imødekommelse ville koste. Og så deltog jeg naturligvis i møderne, der var mange og strakte sig over et halvt års tid. Her lærte jeg de ledende borgerrepræsentanter at kende, både borgm. Jensens partifæller og de andre partiers folk. Leder af de konservative var overretssagfører Carl Becker. Han bad mig en dag komme over til sig på sit kontor, fordi der var forskellige

10*

111