HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

37 år i Københavns kommunes tjeneste

jeg besøget hos politidirektør Eugen Petersen. Han var i høj grad en mand af den gamle skole, og der havde tidligere været talrige konflik­ ter mellem ham og det voksende demokrati. Det var derfor ikke uden betænkelighed, at den fuldmægtig, der var politiets forbindelses­ officer med kommunen, førte mig ind i løvens hule. Men alt forløb på bedste måde. Den gamle herre var strålende, og ved afskeden fik jeg hilsen og tak med til borgm. Jensen. »Og han bød Dem jo sidde! Jeg har skam aldrig siddet ned inde hos politidirektøren!« udbrød fuld­ mægtigen, da vi kom ud. - Min egen chef, kaptajn Jessen, havde jeg derimod et uheld med i denne forbindelse. Til min rundgang til insti­ tutionscheferne havde borgm. Jensen givet mig en skriftlig bemyndi­ gelse ved en påtegning på sagen, og denne formulerede han - afvi­ gende fra sin mundtlige anmodning til mig - således, at det var direk­ toratet for stadens hovedbogholderi, der anmodedes om osv., ikke fuldmægtig Jespersen. Nu havde jeg slet ikke gjort kaptajnen bekendt med forhandlingerne i udvalget og dets forslag; jeg var ærlig talt bange for, at han ikke kunne holde tæt. Hvis jeg nu viste ham denne påtegning, kunne det ikke undgås, at han fik dokumenterne med og dermed kendskab til det hele. Jeg valgte derfor eftér samråd med Schaarup kun at fortælle ham, at borgmesteren havde bedt mig gå rundt; dokumenterne lod jeg ligge i vort pengeskab. Men kaptajnen havde også nøglerne til skabet, og en dag han var derinde, falder hans øjne på den famøse påtegning: direktoratet for osv. Han tog sagen ind på sit kontor, og nu var den gruelig gal; jeg faldt i dyb unåde. Men som den rigtige kejser Wilhelms unåde imod hans betroede mænd hur­ tig plejede at svinde bort, således gik det også her. Det varede ikke længe, så var det gamle forhold restitueret, og det er den eneste gang, jeg har haft noget udestående med kaptajnen. Men jeg lærte jo, at hvad der var stilet til direktoratet, måtte jeg ikke skjule for den, der i alt fald formelt var dettes chef. Og min ængstelse blev gjort til skam­ me; der sivede ikke noget ud. Til sidst var sagen færdig. Forslagene blev vedtaget uden anden vanskelighed, end at de konservative gik imod de fleste af dem. Blandt undtagelserne var forslagene vedrørende det undervisende personale og sygeplejerskerne; i 1908 havde kvinderne fået kommunal valgret, og det måtte jo nødig ske, at de radikale tog alle lærerinde- og syge­ plejerskestemmer. 113