HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

37 år i Københavns kommunes tjeneste

må komme hans egen kommune til gode, ikke en konkurrerende nabo­ kommune. Det lykkedes ikke borgmesteren at gøre mig til tilhænger af boligtvangen. Men det lykkedes ham at overbevise mig om, at i hvert fald hans motiver var rene, og at han ikke havde nogen glæde af at irritere et antal embedsmænd. Kort efter fandt min kone og jeg en hjørnelejlighed i Nørresøgade, og vi flyttede senere til det næste hjørne i samme gade og har været lykkelige over at bo der i resten af vort liv. Så for så vidt skadede boligtvangen mig ikke, og den blev for øvrigt ophævet en halv snes år senere. Men jeg havde nu ubehag ved hele denne sag. E t andet efterspil fik lønreformen af 1908/09, og det var udeluk­ kende behageligt for mig. For min virksomhed som fællesudvalgets sekretær fik jeg et honorar på 800 k r .; det var dengang ikke nødven­ digt at lægge 80% af beløbet hen til forøget skattebetaling i næste skatteår, men det udbetalte beløb var virkelig, med et bagatelagtigt fradrag, til rådighed til noget ekstra. Det gjorde det muligt for min kone og mig at realisere et længe næret ønske om en Italiensrejse; og så blev der endda råd til at købe Salmonsens Konversationsleksikon. Den 1. august 1911 overtog Københavns kommune sporvejene, der hidtil havde været drevet af et privat aktieselskab. Det var et meget stort personale, der herved inddroges under kommunen, og det var nødvendigt at fremsætte et omfattende forslag om de vilkår, på hvilke overgangen skulle finde sted. Direktør Nørregaard, der havde ledet sporvejene under den private drift, fulgte med over i kommunens tjeneste. Det blev ham og mig, der i fællesskab skulle udarbejde dette forslag. Samarbejdet med direktør Nørregaard blev for mig meget belæ­ rende, ikke blot ved tilvejebringelsen af overgangsforslaget, men over­ hovedet gennem al den tid, vi var sammen i kommunens tjeneste. Nør­ regaard var de klare og faste liniers mand. Det kom til at præge det forslag, vi udarbejdede; så vidt muligt blev ethvert spørgsmål, der kunne besvares nu, trukket frem til afgørelse, og det blev præciseret, hvilke spørgsmål der måtte udskydes til senere afgørelse, og hvorfor. Vi var selv godt tilfreds med forslaget, og det var også borgmester Marstrand, der førte det frem i borgerrepræsentationen. Det rørte os derfor ikke så meget, at den konservative opposition huggede løs på

115