HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

Vilhelm Jespersen

det; det var ikke Becker, der førte ordet, men bl. a. Schovelin. Der var frit slag, fordi det konservative parti principielt var imod kommunens overtagelse af sporvejene. At sporvejstjenestemændene med hensyn til ret eller ikke ret til at strejke ikke blev stillet anderledes end andre tjenestemænd, og at der ikke blev forlangt sikkerhedsstillelse af kon­ duktørerne, blev fremhævet som noget for forslaget ganske kompro­ mitterende, og det blev i det hele omtalt som et komplet makværk. Det var imidlertid indlysende, at kritiken var politisk dikteret og ikke saglig. Den gjorde derfor ingen indtryk på borgm. Marstrand og det flertal, der stod bag ham. Forslaget blev da også vedtaget, så vidt jeg husker uden nogen ændring eller tilføjelse. Men når sporvejene nu kom ind under kommunens regler, havde de - og da i første række deres direktør - et uafviseligt krav på at blive gjort bekendt med disse regler. Det blev herunder åbenbart - hvad der ikke kom mig overraskende - at disse regler hverken var så klare eller så udtømmende, som ønskeligt var, og som navnlig en mand af Nørre- gaards type måtte finde påkrævet. Men hvad der her trængte til rettel­ ser eller tilføjelser, kunne og skulle ikke ordnes af og for sporvejene alene; det måtte gælde hele kommunen, og det måtte have sit sam­ lingssted hos borgm. Jensen og den eller dem, hvem borgmesteren gav denne opgave. Det gjaldt ikke alene tjenestemændene, men også lønarbejderne, som sporvejene havde en mængde af. De var ikke med i de første for­ slag om overgangsregler; der forelå i stor udstrækning overenskomster mellem sporvejsaktieselskabet og de forskellige fagforeninger; de måtte gælde, til de udløb eller blev opsagt. Men når de så skulle for­ nyes, ville Nørregaard ikke være alene om sagen; han ville have magi­ stratens 2 . afdeling med i vognen, have mig med som repræsenterende afdelingen; han ville have rygstød. Nørregaard kcm fra det private erhverv, hvor personalets krav om bedre vilkår havde sin modvægt i aktionærernes krav om dividende, og hvor Arbejdsgiverforeningen i påkommende tilfælde stillede sig bag et begrundet nej. Når den heraf fremgående støtte faldt bort ved overgangen til kommunen, måtte der sættes noget andet i stedet, og dette andet måtte være de finansielle hensyn, repræsenteret ved finansborgmesteren og hans medarbejdere. Nørregaard havde en meget stor respekt for borgm. Jensen personlig, både for hans vilje og

116