HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

Vilhehn Jespersen

slags var ham inderligt imod. Men jeg fik ham da overtalt, så også jeg kunne gå min runde. Det var særlig overpræsidenten, jeg gerne ville hilse på; jeg havde ellers ingen lejlighed dertil. København havde for nylig fået ny overpræsident, den hidtidige stiftamtmand Jonquiéres. Jeg vidste, at borgm. Jensen lagde megen vægt på hans mening, og at overpræsidentens indflydelse i magistraten var betydelig. Det var mig derfor magtpåliggende at fremstille mig for ham og få et indtryk af, hvilken indstilling han havde over for centralisationen af lønnings­ væsenet og min virksomhed ved dette. Havde jeg næret ængstelse, blev jeg beroliget. Overpræsidenten erklærede sig fuldkommen enig m .h .t. indholdet af det foran omtalte cirkulære af 19/12 1911, ja jeg tror endogså, han sagde, at han var den egentlige ophavsmand til det. Også over for mig personlig udtalte han sig meget venligt; jeg forstod, at jeg havde en støtte i ham. Det blev mig til hjælp netop i den nær­ mest herefter følgende tid. I det hele og store havde centraliseringen af behandlingen af løn­ sager kun mødt ringe modstand. Simon Koch skrev på et meget tidligt tidspunkt en artikel med titlen »Regulativsygen« i kommunalforenin­ gens organ Absalon; artiklens tendens fremgik af titlen, men den vandt ikke stor tilslutning. I magistratens 1 . afdeling havde man nok tidligere - som jeg i et senere afsnit skal fortælle mere om - haft den opfattelse, at en afdeling, der havde nummer 1 , ikke måtte lade sig noget sige af en afdeling med et lavere nummer, og rudimenter af denne opfattelse var vel stadig til stede. Men på det daværende tids­ punkt var det ikke meget alvorligt ment. Efterhånden som tjeneste­ mandsorganisationerne fik større magt, blev trangen til ikke at stå alene over for dem - den trang, som var ledende hos Nørregaard og hos borgm. Marstrand - mere og mere udbredt. Organisationerne begyndte nemlig nu for alvor at konsolidere sig og at arbejde på at få indflydelse. Af kommunens tjenestemænd var læ­ rerne, lærerinderne, politistyrken, kedelpasserne og sygeplejerskerne organiserede i hver sin fagforening, medens næsten alle de andre var eller blev samlet i to hovedorganisationer, for »guldsnorene« Kommu­ nalforeningen og for »sølvsnorene« Kommunalt Arbejderforbund. For alle disse organisationer, og i særdeleshed for de to sidst nævnte, måtte et ord som regulativsyge være fremmed; ret beset var netop det, de kæmpede for, at så meget som muligt blev fastlagt - efter aftale med

118