HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

3 7 år i Københavns kommunes tjeneste

arbejde kom til at sætte meget stor pris på. Han troede på sin sags ret­ færdighed. Men det var anstrengende at føre denne kampagne, og en stor del af byrden herved faldt på mig, fordi jeg var den tjenestemand, som borgm. Jensen søgte bistand hos i denne sag. Det kom sig ganske naturligt af, at stridens begyndelse gjaldt personaleantal og lønnings­ udgifter. Da Westergaard førte striden over i Berlingske Tidende, bad borgm. Jensen mig om at koncipere udkast til svar. Det gjorde jeg med stor glæde. Når man har 100% ret, når modparten har givet sig en mægtig blottelse, og når længden af modpartens indlæg berettiger til, at man nogenlunde frit kan udfolde sig i sit svar, så er det en svir at skrive. Jeg havde den glæde, at da jeg kom med mit udkast, ændrede borgmesteren ikke en tøddel i det; i tavshed læste han det hele igen­ nem, nikkede en gang imellem ved passager, som tiltalte ham, og tog til slut en pen og indføjede under overskriften København-Frederiks- berg: af borgmester J. Jensen. »Ja tak, vil De så sende det til min fine ven, hr. Gulmann«, sagde han blot. Den fine ven - Gulmann og han havde været journalist-kolleger, derfra udtrykket - tog naturligvis artiklerne. Men om de gjorde noget nævneværdigt indtryk på Berlingske Tidendes konservative læsere, turde vist være meget tvivlsomt. Jerikos mure faldt ikke ved dette før­ ste trompetstød, og til den dag, hvor dette skrives, er der for øvrigt kun faldet nogle udenværker. Men vi var nu kommet hen i 1914, og der var andet og vigtigere at tænke på: den første verdenskrig brød ud. Under denne medførte forholdene, at København og Frederiks­ berg kom i nært samarbejde på mange områder, og at spørgsmålet om deres sammenslutning trådte helt i baggrunden. Der skulle gå over en halv snes år, før det blev rejst på ny. Krigens udbrud fandt sted midt i min sommerferie. Ved skoleferiens begyndelse var min kone med vore børn taget til Viborg, og den 25. juli om aftenen fulgte jeg efter. På Aarhusdamperen læste jeg om Østrigs ultimatum til Serbien, og begivenhedernes forløb i den nær­ mest følgende tid fulgte jeg gennem telegrammerne i de Viborgske redaktionskontorers udhængsskabe. Det var en stor fejl af mig, at jeg ikke rejste tilbage til København, sådan som så mange af kommunes ledende folk gjorde. Til forklaring og delvis undskyldning tjener, at jeg var meget hårdt spændt for med arbejde i det daglige, og at ferien

123

1 1 *