HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

Vilhelm Jespersen

derfor spillede en stor rolle for mig. Normalt var jeg på kontoret fra kl. 9 til kl. 5, havde aftenarbejde med hjem i mappen, og havde endda undertiden min værdifuldeste arbejdstid om morgenen i min seng, når jeg vågnede og frisk begyndte at tænke over problemerne fra den fore­ gående dag. Forudsætningen for, at dette kunne gå, var, at mine fri­ dage og ferier blev fuldkommen arbejdsfri, og det overholdt jeg. Hvis jeg i alle mine tjenesteår har brugt 10 søndage i alt til tjenstligt ar­ bejde, så er det vist højt regnet. Og når sommerferien begyndte, gik der et stort skod ned, så Københavns kommune og alle dens gøremål blev komplet bandlyst fra mine tanker, og sind og krop var fuldstæn­ dig fri til feriesysler og ferieglæder. Således også i 1914, hvor jeg burde have afbrudt ferien, både for kommunens og måske mest for min egen skyld. Det var mærkeligt efter feriens afslutning at komme tilbage og finde så meget nyt i fuldt sving og selv stå udenfor. Der kom straks nogle spørgsmål til afgørelse om løn til sikkerheds­ styrken, og om forholdet over for folk, der frivilligt meldte sig til mili­ tærtjeneste. Men da de var afgjort, faldt der den store stilhed over alle spørgsmål om personalevilkår. Ved krigens udbrud frygtede man her­ hjemme almindelig forretningsløshed og arbejdsløshed, og der blev set med nogen misundelse på de offentlig ansatte, der havde deres på det tørre. Da det så viste sig, at erhvervene trivedes meget godt, ja at der mange steder tjentes penge i et omfang som aldrig før, gik der alligevel lang tid, inden der begyndte at blive tale om, at dette måtte få kon­ sekvenser for arbejderne og for tjenestemændene. Ikke mindst for de højere lønnede tjenestemænd var det en hård tid. Jeg har haft den lykke gennem mit liv, at penge ikke har været noget trykkende pro­ blem for mig. For min kone og mig har indtægterne været tilstrække­ lige til, at der både har kunnet blive til det nødvendige og også inden for rimelige grænser til noget derudover. Men når jeg siger dette, må jeg rigtignok gøre en undtagelse for tiden under den første verdens­ krig. Priserne steg og steg, og forretningslivets indtægter voksede i takt dermed eller mere. Men for mig og mine lige forblev lønningerne ufor­ andrede, og da man endelig begyndte at give tillæg, var det ganske utilstrækkeligt. Så var det tilmed øjensynligt, at alverden fandt, at dette var ganske rimeligt; og adskillige føjede til, at ville vi endelig have vore indtægter forøgede, kunne vi jo - som så mange andre - spekulere. En bankmand af vort bekendtskab rådede mig indtræn­ 124