HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

37 år i Københavns kommunes tjeneste

embedsmæssige leder af kommunens personalevæsen. At jeg faktisk var det, kunne der ikke være tvivl om; men formen manglede, og det gjorde det hele usikkert. Dette gjaldt allerede i forhold til hovedbog­ holderiet. Schaarup havde været enestående large over for mig, havde aldrig lagt den mindste hindring i vejen for, at jeg, skønt ansat i ho­ vedbogholderiet, mindre og mindre passede dettes sager, men udvik­ lede en selvstændig administrationsgren med direkte referat til borg­ mesteren. Tværtimod, han havde støttet mig på alle måder. Men kaptajn Jessen var nu midt i 70’erne; den tvungne aldersgrænse var ikke indført endnu; men kaptajnens afgang måtte være nær forestå­ ende. Når nu Schaarup blev hans efterfølger, og jeg blev Schaarups efterfølger som kontorchef, ville han umulig kunne finde sig i, at jeg aldeles ikke var til hans rådighed. På den anden side ville ingen anden i direktoratet kunne overtage mit hidtidige arbejde; det ville jeg blive nødt til at beholde sammen med det nye, jeg fik; stillingen i hovedbog­ holderiet ville da ikke blive til at klare for mig. Vanskeligere endnu var måske forholdet til magistratens 2. afde­ lings sekretariat. Dette var blevet forladt af Simon Koch, som blev chef for kommunens ejendomsadministration. Den ledende mand i sekretariatet var nu en ung fuldmægtig Børresen, en mand med store evner, stor energi og også stor vilje til at komme frem. Han havde udmærket sig ved administrationen af de mange dyrtidsforanstaltnin- ger, der blev sat i gang under krigen, og han ville nu gerne være kon­ torchef. Det var vistnok hans opfattelse, at sekretariatet skulle føre en slags overtilsyn med personalesagerne. At tage dem fra mig lå sikkert ganske uden for hans tanke; men sagerne skulle passere gennem sekre­ tariatet og eventuelt få den endelige behandling der. Men et sådant afhængighedsforhold af sekretariatet var umulig for mig; det uom­ gængelige vilkår for at kunne udfylde stillingen som den embedsmæs­ sige leder af personalevæsenet var, at jeg var ene om det, så sagerne ikke skulle behandles i to kontorer. Men Børresen var meget værdsat af borgm. Jensen; en latent kompetencestrid med ham gjorde min hele stilling - midt i det store arbejde - utryg. Jeg måtte ud af dette. Borgmesteren blev nødt til at vælge. Enten måtte han anerkende min kompetence, give mig den mig tilkommende stilling som chef for et lønnings- og pensionskontor og give mig den fornødne, kvalificerede medhjælp. Eller også måtte han lade mig 131