HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

Vilhelm Jespersen

far var udgået fra; der var akademiske onkler og brødre og svogre i mængde, og også her var nationalliberalismen bleven konservatisme. Jeg voksede op som højredreng. Men der gik tidlig skår i det. Fars ger­ ning som sognepræst i arbejderbyen Horsens gjorde noget; den på­ virkning, der udgik fra kirkelige kredse omkring præsterne Harald Ostenfeld og Hans Koch og tidsskriftet »Vor Tid« føjede mere til; mine egne oplevelser som fattigassistent og værgerådssekretær kom vel til at betyde endnu mere for mig. Socialdemokrat var jeg ikke og er jeg heller ikke senere bleven, selv om jeg mange gange har stemt social­ demokratisk. Men det har ikke voldt mig nogen vanskelighed at tjene i en kommune med socialdemokratisk flertal. Det er jo således i Danmark og store dele af det øvrige Europa, at embedsstanden ikke som i USA skifter med det vekslende politiske fler­ tal og til gengæld ikke har forpligtelser til politisk støtte for den sid­ dende regering. Men naturligvis må embedsmanden udarbejde forslag og betænkninger m. v. efter de retningslinier, som han får angivet, og er man så partipolitisk indstillet, at man ikke kan gøre det med et godt sind og en god samvittighed, skal man ikke blive embedsmand, i hvert fald ikke i en centraladministration. Det partipolitiskes betydning på det lønmæssige område er dog noget begrænset. Hvis målet er at frem­ stille paradeforslag uden hensyn til, om de kan gennemføres, er der selvfølgelig rig lejlighed til at udfolde partiflagene. Men for forslag, der skal kunne gennemføres, sætter forholdene som oftest snævre grænser. Der var et udtryk fra fysikken, som gang på gang randt mig i sinde under mit arbejde: diagonalen i kræfternes parallelogram. Det var min opgave at søge at finde den. Men under dette skulle jeg altid have opmærksomheden henvendt på kommunens interesse. Løn er for den, der modtager den, middel til at leve af; for den, der betaler løn, er denne middel til at få et arbejde udført. Målet var derfor: inden for det genemførliges grænse at forme forslag m .v. således, at de kunne bidrage til, at kommunen fik et godt arbejde til gengæld for lønnen, og ikke kom til at betale mere end rimeligt var under hensyntagen til forholdene i det omværende samfund. Det har egentlig været så lige­ til, og det er kun yderst sjældent, at der har været anledning for mig til at føle nogen politisk forskel imellem mig og dem, under hvem jeg skulle arbejde. Medvirkende hertil har det været, at der er et område, hvor jeg på

134