HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

Vilhelm Jespersen

Kaper selv bestandig overholdt at sige overpræsidenten i stedet for De, ikke blot til overpræsident Jonquiéres, men også til overpræsident Biilow, der var langt yngre end han, og hvis frue havde været hans elev, således forventede han selv at blive tiltalt som borgmesteren, og forglemmelse heraf eller anden forglemmelse af vore stillingers forskel ville være blevet meget unådig modtaget. Men den slags faldt mig ikke besværligt; jeg har altid været noget uforstående over for pressens kampagne imod titlens brug i tiltale til overordnede og haft min for­ modning om, at også bladenes medarbejdere siger redaktøren og ikke De i tiltale til chefredaktører. Og når kun den rette form blev over­ holdt, kunne borgmester Kaper godt lade mærke, at han fra sin side på ingen måde havde glemt, at vi begge var akademikere med fælles bekendte og uden stor aldersforskel. Var jeg for en gangs skyld løbet tør med hensyn til læsning, kunne jeg gå over og spørge ham og om­ gående få til svar, at det selvfølgelig var Martin P:n Nilssons Den Romerska Kejsartiden, som nu skulle være min aftenlekture. Og skulle jeg på udenlandsrejse, gik jeg trygt til ham om rejsetips. Borgmester Kapers tilkomst var ikke blot en gevinst for borgmester-samarbejdet, men også til glæde for mange embedsmænd og deriblandt for mig. Blev det end i store og vigtige henseender således, at den nye forfat­ ning og de nye borgmestre ikke beredte vanskeligheder for mig eller andre, der var stillet som jeg, så var der dog et punkt, hvor der indtraf noget nyt og uheldigt. Den samlede magistrats møder havde hidtil væ­ ret et lukket område, hvorfra intet slap ud i utide og på urette sted. Først nogle dage efter hvert møde fik borgerrepræsentationen og pres­ sen gennem udsendelsen af borgerrepræsentationens dagsorden med bilag underretning, og den kom alle ihænde på samme tid. Men nu be­ gyndte der at sive noget ud, så nogle aviser tirsdag morgen kunne bringe efterretninger fra magistratens mandagsmøde. Det kunne ikke oplyses, hvorfra det kom, og det vakte megen ærgrelse, ikke mindst hos borgmester Kaper, der på det nøjeste overholdt tavshedspligten og ikke ville tro, at nogen magistratskollega ikke gjorde det. Og så måtte det jo være en eller anden embedsmand, der var synderen. Det var en ubehagelig mistanke. Selv vidste jeg mig skyldfri, og jeg havde fuld og begrundet tillid til mine medarbejdere. Det forlød derimod, at det ikke sjældent gik således til, at der sent mandag aften blev ringet fra et af de konservative blade eller fra »Politiken« til henholdsvis en konser­

138