HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

37 år i Københavns kommunes tjeneste

vativ eller en radikal rådmand: »Nu erfarer vi, at modstanderpressen har det; De vil da ikke have, at den skal være ene om detl« Og så gik der hul på bylden. Om dette forlydende havde noget på sig, ved jeg naturligvis ikke. Jeg spurgte engang min svoger redaktøren og fik ikke direkte svar. Men det han sagde var ellers meget oplysende: »Jeg ved en embedsmand, der ikke overholder tavshedspligten,« sagde han, og så nævnede han et navn, hvis indehaver senere måtte møde bebrejdel­ ser for det, der vejede tungere; »men ellers er det aldrig embedsmæn- dene; det er alt for farligt for dem; det er fra politikerne, vi skal have indiskretionerne. Mit blad har tilknytning til en kommunalpolitiker, og han skal klemmes, kan du tro, han skal klemmes!« Jeg tvivlede ikke om, at sådan var sammenhængen. Men det var ikke borgmester Ka­ pers opfattelse, og det kunne undertiden være ubehageligt. Samarbejdet mellem borgmestrene om lønsager og andre personelle sager kunne lægge beslag på megen tid, særlig i de sidste år af den før­ ste verdenskrig og i de første år efter dens afslutning. Men det var ikke alene de andre borgmestre, som borgmester Jensen kaldte til møder om disse sager; også institutionschefer og andre selvstændige chefer blev draget med ind til direkte samarbejde. Jeg har fortalt om, hvordan jeg i 1909 blev sendt rundt for mundtlig at spørge institutionscheferne. Det var for primitiv en fremgangsmåde til, at den fortsat kunne anvendes. Den officielle fremgangsmåde var den, at magistratens 2. afdeling sendte forslag ud til de andre afdelin­ ger med anmodning om, at disse ville indhente udtalelser fra de under dem sorterende institutioner og oversende dem til magistratens 2. afdeling med de bemærkninger, som den pågældende afdeling selv måtte ønske at fremsætte. Dette var korrekt, og det var i et vist om­ fang uundgåeligt; men det var omstændeligt og som regel meget lang­ somt virkende. Det tilvejebragte heller ikke den for begge sider ønske­ lige personlige kontakt mellem finansborgmesteren og institutions­ cheferne om personalevilkårene. For at komme hurtigere og bedre igennem begyndte man så at holde store møder i magistratens 2. afde­ lings forsamlingssal. Det var samtlige borgmestre og de selvstændige chefer for kommunens forskellige virksomheder, ialt en 30-40 menne­ sker, der samledes under borgmester Jensens forsæde. Det begyndte forsøgsvis og kun ved enkelte lejligheder, men det blev efterhånden en

139