HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

Vilhelm Jespersen

fast ordning med møder hver eller hveranden måned. Ved disse møder var det som regel min opgave at være den, der forelagde sagerne, og derefter udviklede der sig en forhandling, hvorunder de forskellige kunne udtale sig meget frit. Det var ingen besluttende, men kun en rådgivende forsamling, og da borgmestrene fra de andre afdelinger var til stede, kunne de straks gribe ind eller tage forbehold, hvis de ikke var enige i det, som deres institutioner fremførte. Og borgmester Jensens faste hånd hvilede over det hele. Det var cheferne for de store erhvervsvirksomheder, der særlig tog ordet. Sporvejsdirektør Nørregaard og hans efterfølger Juel-Hansen var fremtrædende deltagere; ligeså Børresen, der efter en kort udflugt til det private erhverv var vendt tilbage til kommunen som direktør for belysningsvæsenet; at der tidligere havde været en vis kappestrid mellem ham og mig, lagde ingen hindring i vejen for et godt sam­ arbejde mellem os nu. Også Poul Sørensen, direktør for vandforsynin­ gen, ydede vægtige bidrag. Men det var der mange andre, der gjorde; det er ikke fornødent at nævne navne; det var en meget nyttig ord­ ning, der blev indført med disse institutionschefs-møder. Samarbejdet i chefsmøderne suppleredes derved, at der efterhån­ den i hver af de store institutioner blev en tjenestemand, der - under vedkommende chefs overledelse - havde løn- og andre personalesager som sit speciale. Med disse lønspecialister rundt i institutionerne fik lønkontoret et nært, mest telefonisk samarbejde, der var til støtte for begge parter, og til forebyggelse af sådanne uensartede fremgangs­ måder, som kunne give organisationerne anledning til at fremsætte krav med den motivering, at når en af kommunens institutioner kunne indrømme tjenestemændene et eller andet, så måtte de andre institu­ tioner da også kunne gøre det. Ja , organisationerne kom nu til at spille en stor rolle, og ligesom der blev holdt møder med institutionscheferne, således blev der også holdt møder med repræsentanter for de kommunale organisationer. De kommunale organisationer adskilte sig på forskellig måde fra de »frie« organisationer, som vi kaldte de almindelige arbejderorganisa­ tioner, hvis medlemmer for størstedelen var beskæftigede hos private arbejdsgivere. De frie organisationer vidste, at gennemførelsen af krav udover en vis grænse uvægerlig ville medføre, at et større eller

140