HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

37 år i Københavns kommunes tjeneste

mindre antal virksomheder blev urentable og måtte lukke og derved fremkalde arbejdsløshed. Denne hemsko havde de kommunale organi­ sationer ikke på sig. På den anden side havde de frie organisationer i strejketruslen et effektivt våben, som de kommunale organisationer ikke kunne bruge på samme måde. Teoretisk kunne der ganske vist diskuteres om, hvorvidt tjenestemændene havde strejkeret eller ej. Men i praksis var kommunal strejke ikke noget, man regnede med; selv den afsvækkede form for strejke, som kaldes deponering af opsi­ gelser, blev i min tid kun sat i værk 2 eller 3 gange, og aldrig af flere organisationer på samme tid. De komunale organisationer var således både stærkere og svagere end de frie; måske gik plus og minus lige op. Om mødernes forløb har brandchef Vinding, der i sine yngre dage var medlem af Kommunalforeningens bestyrelse og derfor en af møde­ deltagerne, i »Ingeniøren« for 20/12 1947 skrevet en artikel, som for andre deltagere i den tids møder på fornøjelig måde bringer dem lys­ levende frem i erindringen. Om mødernes begyndelse skriver han: »Et lille slag med blyanten på klokken, der stod foran borgmester Jensens plads, bragte stilhed, og så begyndte han på en mere eller mindre im­ proviseret tale. . . . Indledningen var gerne en række traditionelle vendinger, og man kunne høre, at borgmester Jensen omtrent kunne lade munden køre løs på egen hånd, medens han tænkte sig om, - der kom fortalelser og rettelser og gentagelser - men så med et var det, som om der blev hæftet en krog i vognen, og så gik det støt fremad i velformede sætninger, og nu kunne man mærke, at hvert ord var over­ vejet. Nu var vi ved det væsentlige, og det var intet lefleri for tjeneste­ mændene, der kom fra hans side.« Dette er fuldkommen rigtigt, og det gælder også når Vinding skriver, at den følgende realitetsdebat som regel endte med, at det blev, som borgmester Jensen havde sagt, at det skulle være. Derimod må det bero på en fejltagelse, når han skriver, at jeg blev kaldt for »lønguden«. Jeg har aldrig hørt det, og jeg tror ikke, det er rigtigt. En gud har magt, men jeg havde ingen virke­ lig magt; min opgave var, som jeg har sagt, at trække diagonalen i kræfternes parallelogram. Dermed vil jeg ikke sige, at jeg var uden indflydelse; i teorien er geometriens omtalte diagonal uendelig tynd og fuldkommen lige; i virkeligheden bliver den tegnede linie både tyk­ kere og mindre lige, og når man forlader billedet og går over til den virkelighed, som jeg har anvendt billedet på, er muligheden for afvi­

141