HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

37 år i Københavns kommunes tjeneste

°g gjorde det af yderste evne. Men derfor behøvede vi ikke at være personlige modstandere; forhandlingerne gled lettere, når vi ikke var det, og det var ret beset en fordel, ikke til skade, for de interesser, vi repræsenterede. Engang sagde en af Kommunalt Arbejderforbunds ledende mænd til mig: »Glem aldrig, herr kontorchef, at vel er det vigtigt, at der kommer godt på vores egen tallerken, men det er skam endnu vig­ tigere, at der ikke kommer mere på naboens tallerken«. Det var så- mænd ikke nødvendigt at sige det til mig; det daglige arbejde skulle nok minde mig derom. Det lyder ikke så godt, som han sagde det; det lyder som den pure misundelse. Men det er det ikke; der er også et moment af retfærdighedstrang deri. Han kunne også have sagt - og det ville han nok have gjort, hvis han skulle udtale sig offentligt »Glem ikke, at ethvert plus skal være vel begrundet; ellers kan man ikke forlange, at de, der ikke får det, skal se med sindsro derpå«. Men det er meget vanskeligt for mennesker, man kan godt sige: for os alle, at erkende, at det er velbegrundet, at andre får plusser, vi selv ikke får. Det er vanskeligt for den enkelte; det er endnu lidt vanskeligere for den enkeltes kone (eller mand), og det er uhyre vanskeligt for en gruppe af ligestillede, det være sig en stand, en klasse, en nation eller en race. Sådan er det i den store politik, sådan i den lille politik, og så­ dan også i det lille afsnit, jeg havde med at gøre. Det er som at skære i levende kød. Men arbejdet skal gøres, og jeg var glad ved mit arbejde; det var vel værd at anvende al sin flid og evne på. Når organisationernes henvendelser drejede sig om lønforhøjelser, nye stillingers oprettelse, gunstigere regler om pension og sygeløn m .m ., kort sagt om nye landvindinger for organisationernes medlemmer, var kommunalbestyrelsen sidste instans. Anderledes var forholdet, når sagen drejede sig om forståelsen af de gældende bestemmelser; her var det domstolene, der havde det sidste ord. Da jeg begyndte at få med lønsagerne at gøre, var der en vis tilbøje­ lighed til at søge uden om domstolene. I forskellige regulativer m .m . var der en paragraf, der sagde, at magistratens afgørelse af tvivls­ spørgsmål var endelig og ikke kunne indbringes for domstolene. Det var måske en reminiscens fra tiden før den fri forfatning. Fra organi­ sationernes side fremsattes der ønske om særlige voldgiftsretter; man

143