HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

Vilhelm Jespersen

tænkte sig vist, at der hos dem kunne ventes større imødekommenhed over for personalet. Jeg har fra første færd været en tilhænger af, at praktisk talt ethvert spørgsmål om forståelse af gældende regler skal kunne forelægges de almindelige domstole eller, hvor det drejer sig om overenskomster med arbejderorganisationer, da for de instanser, som ellers er gældende for disse. Det har jeg arbejdet for, hvor jeg kunne, og det er også i det hele blevet resultatet - var måske også blevet det uden min tilskyndelse - , og det var jeg meget tilfreds med. Det er en stor betryggelse for begge parter, at kan man ikke blive enige om for­ ståelsen, kan man få spørgsmålet afgjort på ganske normal måde af en uvildig domstol. Mindre tilfreds var jeg derimod med kommunens sagfører. Det var tidligere højesteretssagfører Ch. Shaw, men det gik ved hans død over til højesteretssagfører Esb. Trolle. Når der blev anlagt sag imod os, fik Trolle naturligvis sagens akter og dermed fuldt kendskab til de faktiske omstændigheder og til de grunde, der havde været bestemmende for kommunen. Men derudover ønskede han ingen indblanding fra kom­ munens side; hvorledes sagen skulle føres, måtte han alene om. Dette kunne i den skriftlige procedures tid give sig mærkelige udslag. En gang kom Kommunalt Arbejderforbunds repræsentanter til mig og var dybt indignerede; det var løgn og atter løgn - sagde de - hvad der blev fremført fra vor side i en retssag. Jeg henvendte mig til Trolle, og han sendte den fuldmægtig, der havde konciperet det pågældende indlæg, ind til mig. Nu er løgn et grimt ord, som man ikke skal bruge, når man ikke er nødt til det. Men ubestrideligt var det, at fuldmægti­ gen havde givet sin fantasi noget spillerum og skrevet adskilligt, som ikke var i overensstemmelse med virkeligheden. »Skal vi ikke nøjes med at sige, at jeg har givet en noget advokatorisk fremstilling af sagen?« sagde han. Ja , det kommer jo an på, hvordan man opfatter en advokats opgave. Samme fuldmægtig var sandelig ikke nogen ringe mand; tværtimod; højagtet af alle steg han i graderne og nåede til sidst op i retsvæsenets højeste stilling. Men princippet, at sagføreren skulle være helt uafhængig med hensyn til sagens førelse, var farligt, særlig i den skriftlige procedures tid. Efter retsreformens gennemførelse kunne det ikke gå så galt som i det her omtalte tilfælde. Repræsentanter for kommunen kunne jo nu ikke blot i højesteret, men også i lavere instanser overvære proce­

144