HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

37 år i Københavns kommunes tjeneste

ligge noget over statens; det var ikke noget nyt, kommunen havde også tidligere ligget over; men forskellen var vistnok blevet forøget. Dette vakte en vis irritation i rigsdagen og blandt statstjenestemænd, hvilket blandt andet kom frem i et foredrag, som kontorchef (senere departe­ mentschef) Dalhoff i november 1920 holdt i Nationaløkonomisk Fore­ ning. Jeg var til stede i det møde, og i den efterfølgende diskussion fremkom jeg med nogle modbemærkninger, som i lidt mere udarbej­ det form blev offentliggjort i ministeriernes månedsblad. Hovedind­ holdet heraf var, at Københavns kommunes lønninger til de store per­ sonalegrupper var afstemt efter arbejderlønningerne i København, og at der var et lignende forhold imellem statens tjenestemandslønninger uden for hovedstaden og arbejderlønningerne sammesteds; grunden til uoverensstemmelsen mellem statens og kommunens lønninger for tjenestemænd i hovedstaden var derfor den, at staten satte stedtillæget for hovedstaden (og måske for de større købstæder) for lavt. Om der er sket forskydninger i dette forhold senere, ved jeg ikke; men jeg føler mig ganske sikker på, at det dengang var helt rigtigt. For øvrigt måtte sammenstillingen mellem løn + almindelige tillæg i stat og kommune blive misvisende, når man ikke tog hensyn til for­ skel i eventuelle særlige tillæg og i adgang til indtægt uden for tjene­ stestillingen. For sekretærer og fuldmægtige i de ministerielle kontorer var det dengang som nu således, at de normalt havde en formiddags­ stilling andetsteds og først derefter mødte i ministeriet. Noget tilsva­ rende fandtes ikke i kommunen; på rådhuset blev kontortiden fastsat til at være fra kl. 9 til kl. 4, også for sekretærer og fuldmægtige, og selv om morgenpræcisiteten kunne lade en del tilbage at ønske, og selv om der måske var enkelte undtagelser, så var i alt fald i min tid en sådan almindelig formiddagsfrihed som i ministerierne udelukket. Dermed var også muligheden for supplerende indtægter stærkt begrænset for kommunens sekretærer og fuldmægtige. En undtagelse dannede dog kommunens skattedirektorat; der var der regelmæssigt et stort arbejde efter kontortid, som blev vederlagt med de såkaldte ligningshonora­ rer. - For at orientere mig lidt, foretog jeg en undersøgelse af eksa­ menskaraktererne for de i kommunens tjeneste ansatte juridiske kan­ didater; det viste sig, at i skattedirektoratet var antallet af personer med 1. karakter særdeles betydeligt, men ellers var »laud-procenten« i almindelighed dårlig. Selvfølgelig var og er der enkelttilfælde, måske

149