HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

37 år i Københavns kommunes tjeneste

mester Jensens død udtalte sig til pressen i en eller anden anledning - mon ikke i anledning af hans 70-års fødselsdag - fortalte han i meget bitre ord, at rigsdagen i 1919 havde hævet det oprindelige lønforslag med 500 kr. netop ud fra ønsket om at komme på linie med kommu­ nens da foreliggende forslag, og at han var gået til borgmester Jensen for at bede om, at kommunen nu ville stå fast og ikke gå yderligere op, men var bleven afvist. I og for sig var det faktiske i denne fremstilling vel ikke urigtigt, men der manglede afgørende momenter. Det var lønstigningen i det private erhverv, der tvang både staten og kommu­ nen op, og staten kunne ikke vente ja til et krav om, at kommunen nu skulle slå bremserne hårdt i, mens staten gik op. Havde staten ønsket samarbejde, måtte dette have været sagt på et tidligere tidspunkt, og så skulle det have omfattet samtlige vilkår, også systemet med formid­ dagsstillinger og meget andet. Som sagen nu lå, kunne borgmesteren ikke svare anderledes, end han gjorde; jeg tror, han betragtede det som så selvfølgeligt, at han end ikke drøftede henvendelsen i fælles­ udvalget; havde han gjort det, ville jeg næppe have kunnet glemme det. Konformitet imellem alle offentlige lønninger, statens så vel som kommunernes, er selvsagt noget man kan ønske; Københavns kom­ mune har også undertiden haft vanskeligheder, fordi andre kommu­ ner på visse punkter lønnede højere end den. Men konformitet er van­ skelig at opnå, når kommunerne skal bevare autonomi og eget ansvar; det er et meget sammensat problem. Hvis borgmester Jensen havde levet, da det omtalte interview kom frem, tror jeg, han ville have svaret, og at svaret ikke var blevet helt blidt. Svare på hans vegne kunne jeg af mange grunde ikke; jeg måtte nøjes med at ærgre mig. Med vedtagelsen af de nye lønningsbestemmelser, der trådte i kraft den 1/10 1919, og den nye personalevedtægt, der trådte i kraft den 1/4 1920, var man nået til en milepæl. Spørgsmål, der havde opfyldt sin­ dene igennem en årrække, havde fundet deres afgørelse om ikke for tid og evighed, så dog således, at det indtil videre måtte betragtes som endelige beslutninger. Alt dette var foregået i stor samdrægtighed; næsten altid var vedtagelserne sket enstemmig, og i arbejdet i udval­ gene havde det konservative Frederiksberg ofte deltaget, ganske gnid­

151