HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

Vilhelm Jespersen

at hvile på lægeerklæringer. Var dette fyldestgørende? Det var et af de spørgsmål, der skulle behandles. Min egen personlige bedømmelse af lægeerklæringer var stærkt på­ virket af to oplevelser, jeg havde haft. Den ene lå helt tilbage i drenge­ årene. Jeg havde trådt fejl med den ene fod og i den anledning hjem­ mefra fået en seddel med til skolen, hvori der i passende ydmyg tone anmodedes om, at jeg måtte blive fri for at gå til gymnastik. Det bevil­ gedes af inspektøren, men han tilføjede: »kun for i dag; jeg har set dig på legepladsen; det kan ikke være noget videre.« Dette fortalte jeg hjemme; jeg var lidt ked af det, for foden var virkelig noget øm. T il­ fældigvis havde vi netop besøg af en tilrejsende kær onkel, der var læge; han trådte straks i aktivitet, da han hørte om usagkyndiges bedømmelse af et helbredsspørgsmål: »Lad mig se den fod!«, og da han havde følt på den: »Du har jo forstuvet den; lad mig få et stykke papir!« Og et par minutter efter var jeg forsynet med et sålydende dokument: »Vilhelm Jespersen må ikke gøre gymnastik i de første 3 uger.« Dato, navn og under det: læge. Jeg var ikke billig, da jeg næste dag afleverede den seddel til inspektøren, og jeg havde fået et indtryk for hele livet af lægens autoritet. Men jeg havde heller ikke kunnet glemme, at efter en uges forløb var foden rask og jeg led og ked af at sidde oppe i klassen i gymnastiktimen, så jeg uden videre forkortede det mig tilmålte tidsrum. Den anden oplevelse var af langt senere dato. Vor rare og dygtige huslæge, dr. Fabricius-Bjerre kom for at se til et af børnene. Da det var gjort, vender han sig til mig med sin bøseste mine, og så udspandt der sig følgende samtale. F .- B .: Jeg er så gal i hovedet på kommunen. V. J . : Men hvorfor dog? F .- B .: Jeg har i dag skrevet sygemelding for en sporvejstjenestemand, og jeg er temmelig sikker på, at han ikke fej­ ler noget. V .J .: Jamen så er det da kommunen, der har grund til at være vred på Dem og ikke omvendt. F .- B .: De tager ganske fejl; kom­ munen tvinger mig gennem sit regulativ til at skrive den attest, og det er det, jeg er vred over. V. J . : De kan jo bare lade være at skrive atte­ sten, når De ikke tror, han fejler noget. F .-B .: Aldeles ikke. Jeg er hans sygekasselæge; hans arbejdsgiver forlanger en lægeerklæring, og så er det mig, der skal udstede den. Nægte den er det samme som at skrive, at han skulker, og det kan jeg ikke. Ganske vist tror jeg det; men der er en mulighed for, at hans anbringende om smerter på det

154