HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

37 år i Københavns kommunes tjeneste

angivne sted er rigtig, og så kan det være en begyndende - her kom et latinsk navn og hvis jeg som læge sender ham i arbejde med den, så har jeg gjort en halsløs gerning. V. J . : Det er altså forkert af os at regne med, at lægevidenskaben kan give os besked, om han skulker eller ej. F .-B .: Nu tager De igen fejl. Lægevidenskaben kan udmærket afgøre det. Men så må jeg indlægge ham på et hospital til observation for simulering, og det vil rimeligvis tage et par måneder. Gør jeg det for denne bagatel, biir jeg hængt, først af sporvejstjenestemanden selv, så af hospitalet, der biir belemret med ham, og til sidst af kommunen, som skal betale for det hele. Nej, kommunen skulle slet ingen læge­ attest forlange, men ordne kontrollen på anden måde. - Så tav jeg; jeg havde fået en ny belæring. Som det var gået mig, var det gået andre. Der var vist ingen i kom­ missionen, der var begejstret for kravet om de mange lægeerklæringer eller mente, at der lå fuld betryggelse i dem. Men hvordan kunne man etablere en anden kontrol? Fællesudvalget om personalevedtægten havde været stærkt inde på tanken om en ordning, hvorefter enhver sygeforsømmelse skulle medføre et økonomisk minus, og enhver tidlig pensioneret stadig skulle møde til kontrol, indtil en aldersgrænse var nået. Men alt dette blev opgivet, da man besluttede sig til at antage tjenestemandslovens regler. Nu at genoptage diskussionen herom var der praktisk talt ingen mulighed for. Man kunne jo heller ikke se bort fra, at for den store mængde af pligtopfyldende tjenestemænd, der ikke forsømmer mere, end de er nødt til, og undertiden knap nok det, måtte det føles ubilligt, hvis der blev skredet til økonomiske sanktio­ ner, i alt fald hvis det skete før efter en rimelig tilmålt periode med fuld løn. Resultatet af forhandlingerne i underudvalget blev derfor, at der ikke skulle fremsættes nye forslag, men at man skulle nøjes med at af­ give en beretning om sagens vanskeligheder og opfordre magistraten til fremdeles at have opmærksomheden henvendt på spørgsmålet og søge den herhen hørende statistik uddybet. Vedtagelsen herom foregik enstemmigt. Men om en række andre spørgsmål delte man sig i flertal og mindre­ tal. Dette gjaldt således spørgsmålet om ligeløn for mænd og kvinder. Da ligelønsprincippet blev indført i 1919, kom det ikke til at betyde så meget i praksis; for ved dyrtidstillæget skulle der nemlig fremdeles

155