HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

Vilhelm Jespersen

anden side nedsatte antallet af pensionerede lærerinder med 20% , svarende til forholdet mellem tjenestgørende læreres og lærerinders antal. Sammenstillingen af de omregnede tal viste en overvægt på lærerindernes side på i almindelighed 20 å 30 % . Jeg bestræbte mig for på det omhyggeligste at holde mig til fakta. Men jeg undgik alligevel ikke at få en skylle over hovedet; i næste nummer kom der et vredt indlæg fra bestyrelsen for Københavns kommunelærerindeforening, som søgte at reducere mine oplysninger til »skøn og formodninger uden praktisk værd«, og der veksledes endnu et par indlæg i »Absa­ lon«, hvorunder jeg tilrådede lærerinderne at gøre sig fortrolige med den tanke, at kendsgerningerne ikke kan skaffes af vejen. Ved at frem­ drage mulige småfejl i fremkommende redegørelser af denne art, og ved at klynge sig til punkter, der endnu ikke er fuldt oplyst, kunne der måske en kort tid hos en begrænset kreds fremkaldes en forestilling om, at sagen er tvivlsom, og påstand står mod påstand; men kendsger­ ninger er seje, i det lange løb er de ikke til at komme uden om. Så skred damerne til videregående aktion. De udarbejdede en lille speciel pjece imod mig med titlen misvisende tal, og den blev af kom- munelærerindeforeningen og Dansk Kvindesamfunds Københavns kreds udsendt til pressen og omdelt til borgerrepræsentationens med­ lemmer, og det blev fortalt mig, at de også henvendte sig til undervis­ ningsministeren fru Nina Bang for at søge bistand til at få mine skri­ verier standset. Jeg skrev omgående et modsvar under titlen rigtige tal og sendte det til »Politiken« og »Nationaltidende«, som begge havde givet et meget fyldigt referat af kvindeforeningens pjece og ledsaget den med kommentarer, der var meget aggressive mod mig. Damerne havde imidlertid forinden været på redaktionerne og fået tilsagn fra disse. »Politiken« nægtede derfor at optage mit svar i hovedavisen og ville kun tage et uddrag i søndagsavisens dametidende; og »National­ tidende« ville nok tage mit svar, men man havde lovet damerne, at i så fald skulle disse få lov til i samme nummer at give modsvar, så mit ind­ læg ikke noget øjeblik kom til at stå alene. Jeg fandt, at dette var uan­ stændige vilkår at byde mig, og blev godt gal i hovedet; jeg har bag­ efter fået at vide, at de to avisers behandling af mig blev genstand for en lidet smigrende opmærksomhed i bladkredse. Men jeg var så lykke­ lig stillet at have anden adgang til offentligheden. Jeg henvendte mig til borgerrepræsentationens formand, der havde tilladt omdelingen af

162