HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

Vilhelm Jespersen

til at føre splitflag, men at det måtte være den omstændighed, at over­ præsidenten, den kongelige embedsmand, havde kontor her, som be­ grundede denne ære. Måske kunne det høres på min stemmeføring, at det var en ætling af kongelige embedsmænd, der talte. Borgmesteren vendte sig om og så på mig med et blik fuldkommen fra oven og nedad; han værdigede ikke den fars-søn svar på en så tarvelig bemærkning. For ham var det en given sag, at det, som gav rådhuset præg og ære, var, at her havde byens folkevalgte styre til huse. »Fra folket vi kom­ mer, til folket vi går.« Han var barnefødt i Rørup på Fyn. Første gang jeg kørte over Fyn med ham, blev jeg forbavset over at mærke en uro over ham, da vi nærmede os Gelsted station. Vi sad i god samtale, men han blev plud­ selig uopmærksom, rejste sig og gik hen til vinduet. Et øjeblik efter kaldte han mig hen, pegede ud og viste mig Rørup kirke: »der er jeg fra, der lå mit barndomshjem«. Det blev han ved at have i sønlig erin­ dring. Men præsten, som havde konfirmeret ham, havde ikke vundet hans beundring. Præster var han overhovedet ikke meget for. Han kendte godt min gejstlige afstamning og var hensynsfuld i sin måde at tale på. Men han lagde ikke skjul på, at han anså præster for at være tilbøjelige til at løbe med en halv vind i verdslige gøremål; og på mig gjorde han indtryk af at være uden interesse for, hvad der havde med religion at gøre. Hans interesse spændte ellers over alt; men det var, som om den standsede ganske ved dette livs ende. Præster og hvad de sagde og gjorde kunne i hvert fald ikke afvinde ham interesse. Pudsigt virkede det, når vi rejste sammen, at mærke, at jeg aldrig kom bort fra at føle landet inddelt i sognekald med annekser, medens han altid tænkte i valgkredse. I sin ydre fremtræden var borgmester Jensen ikke blændende, og han lagde meget lidt vægt på at gøre sig populær ved ydre midler. Den måde, han hilste på os, når vi mødte ham på rådhuset, var yderst non­ chalant, til tider næsten stødende. Men den var ens over for alle; når han var træt og gav en gnaven hilsen, fik direktører og kontorchefer den lige så vel som assistenter og skrivere; og han snobbede ikke nedad; rådhusets rengøringskoner fik ingen bedre hilsen (hvad de der­ imod fik af en i øvrigt fortræffelig borgmester af den gamle skole). Men borgmester Jensen kunne også være yderst elskværdig i sit væsen,

166