HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

Anmeldelser

opdragelse, andre som juristen F. Feddersen ønskede at bruge asylerne, som et middel til at »stille alle de fremvoxende Sjæle omtrent paa een Linie« (s. 15). Men som forfatterne så rigtigt siger, var der nok ikke så mange der delte hans visioner. Sammenholder man bogens oplysninger om dagligdagen, om forskellige reglementer samt indholdet af de dele af asylernes »sangskat«, der er gengivet, får man det indtryk, at asylerne havde to formål. For det første at passe børn under 7 år, mens deres forældre var på arbejde, og for det andet at forberede børnene på et arbejdsomt voksenliv. En pæn del af tiden til­ bragte børnene således med at strikke eller trævle gamle klude op, og i en af de mange sange, som børnene skulle lære udenad, stod f. eks. »Barndommens Tid bør ei være for­ ødet - Børnene blive dog Voxne engang« (s. 66). Historien om asylbevægelsens første år viser meget konkret, hvordan opfattelsen af børn har ændret sig op igennem historien. Asylidéen hvilede på en opfattelse af barn­ dommen, som var ny i forhold til hvad ældre generationer havde ment. Børn opfattedes ikke længere som voksne i »kimform«, som ville folde sig ud af sig selv. Derimod opfatte­ des barndommen som en periode, hvor livet som voksen skulle forberedes. Hvorfor nu denne ændring? Årsagerne hertil skal primært søges i, at det gamle traditionelle opdra­ gelsesideal, hvor sønnen/datteren lærte fra faderen/moderen, ikke slog til i et samfund i hastig udvikling. Ingen vidste længere om man stadig boede på landet, når man blev voksen f. eks. Samtidig havde lønarbejdets udbredelse mere eller mindre umuliggjort de »opdragerfunktioner«, som tidligere var blevet varetaget af familien. Og derfor opstod tanken om, at institutionalisere opdragelsen af børn fra de fattigste sociale miljøer. For børn i den herskende klasse fandtes derimod et andet barneideal, hvor barnet helst skulle lege og leve i en så uskyldsren verden, fjernt fra alt ondt og alvorligt. I bogen brydes disse to idealer meget fint i digtet om asylbarnet, skrevet af H. C. Andersen i 1843. Samtidig understreger historien om asylselskabet også hvor ny og uprøvet idéen om en institutionalisering af småbørnsopdragelsen egentlig var. Dette kan aflæses på flere må­ der. For det første måtte de første asylstiftere gå igang med at udarbejde en »småbørns- pædagogik«, der bestod af lige del inspiration fra 1814-anordning om almen skolepligt og en pædagogik, hvor fortællingen og sangen udgjorde de centrale elementer. Heri stemte asylstifterne godt overens med Grundtvig og hans kritik af den »døde skole«. For det andet fandtes der ikke sange, skrevet for mindre børn, og man aftalte derfor med B. S. Ingemann, at han skulle skrive en række sange til de første asyler. Det er sange som idag er blevet »klassikere«, som »Gud ske tak og lov, vi så dejlig sov«. Og man udviklede et specielt inventar til asylerne, f. eks. en trappe, hvor der kunne sidde 150 børn på en gang og som havde den fordel, at der kun behøvedes et menneske til at overvåge dem!!! Det nye i idéen om institutioner for mindre børn ses også af, at det i begyndelsen var svært at skaffe børn - og faktisk var det jo først i det 20. århundrede, at det blev alminde­ ligt, at førskolebørn blev passet i en institution, mens forældre gik på arbejde. Der var nemlig et pasningsnetværk blandt forældrene i de dårligst stillede sociale lag i Køben­ havn. Nabokoner og større søskende sørgede for pasningen, mens forældrene var borte fra hjemmet. Derfor er det sådan set heller ikke noget underligt i, at forsømmelsespro­ centen blandt børnene på asylerne var ret høj - der var jo andre pasningsmuligheder. Interessant er det, at børn af enker og enlige mødre forsømte mindst. Havde disse kvinder mon sværere ved at blive en del af et socialt netværk end andre?

185

16