HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

Anmeldelser

Kjeld Kayser: Københavnerbindingsværk. Nationalmuseet 1985. 320 sider, 260 illustra­ tioner. Kr. 225,-.

Om byernes bindingsværkshuse, deres konstruktion og dekorative udsmykning har der i adskillige år eksisteret to vægtige bøger af Chr. Axel Jensen (Dansk Bindingsværk fra Renæssancetiden, 1933) og H. H. Engqvist (Aalborg bindingsværk, 1968) foruden kortere omtale i andre publikationer. Det har dog mest været renæssancens farvestrålende byg­ ninger med dristige udkragninger og kontrastrige udskæringer, der har inspireret byg­ ningshistorikerne. 1700-tallets glatte bindingsværk, der skulle overkalkes med kun een farve og så vidt muligt fremstå som grundmur, har hidtil ikke påkaldt sig samme op­ mærksomhed. »Værket« om denne oversete gruppe bindingsværksbygninger foreligger imidlertid nu for hovedstadens vedkommende. Forfatteren, der er arkitekt og museumsinspektør, har i mange år sammen med Poul Strømstad stået for Nationalmuseets Købstadsundersøgelser, der i årenes løb har sat sig værdifulde frugter, først og fremmest bogen Ildebrandshuse (1966). I tilslutning til denne meget grundige undersøgelse af bygninger og beboere i en enkelt karré foretog Købstads­ undersøgelserne en fuldstændig fotoregistrering af det tilbageværende københavnske bindingsværk kombineret med arkivundersøgelser. Registreringen tog først og fremmest sigte på de huse, der var opført efter branden i 1728 og omfatter derfor ikke Christians­ havn, derimod - noget inkonsekvent - Sankt Annæ Øster og Vester kvarterer, der heller ikke berørtes af branden. Bogen falder i to hoveddele, en der i en række afsnit skildrer baggrunden og byggeriets tekniske sider, og en »vejviser«, der består af en fotoregistrant over alle bevarede bin­ dingsværkshuse, kvarter for kvarter, samt deres geografiske placering markeret på kvar­ terkort. Traditionen for at bygge i bindingsværk var gammel, men branden i 1728 havde til fulde vist, hvor farlig denne byggemåde var. Overlandbygmester Kriegers bekendte skrift med tegningsforlæg havde bl. a. til formål at overbevise grundejerne om, at det var lige så billigt at bygge i grundmur, men alene det langt større materialeforbrug, der medgik til den øgede murtykkelse, viste noget andet, og det efter branden gennemførte forbud mod bindingsværkshuse måtte lempes: i 1729 blev bindingsværks baghuse tilladt, og i 1731 hævedes også forbudet mod gadehuse af bindingsværk. Det blev dog i 1737 atter strammet, således at gadesiderne herefter skulle være grundmurede. I mellemtiden var der opført 441 gadehuse helt af bindingsværk. Af dem er der i dag kun bevaret en halv snes. Mange gik til ved branden 1795, andre fik senere grundmurede gadesider, og endelig er en del blevet bortsaneret. Den næsten enerådende hustype var »ildebrandhuset« med gennemgående kvist midt på facaden, evt. i hele dennes bredde (»falske gavlhuse«). Bogens mest interessante del er redegørelsen for de mange konstruktive detaljer og variationer: skråbånd og dokker, dob­ belt stolpeværk, vinduer (tilsyneladende ofte fremstillet som lagervarer), portfagenes aflastning, udhæng, svaler, de enklere udformede bagsider og gavle og problemet med bjælkelagenes retning ved sammenbygninger. Ingen behøver mere at være i tvivl om, hvorvidt et hus er født med grundmuret facade, eller om denne senere har afløst en facade af bindingsværk; i det sidste tilfælde mangler gavlen nemlig yderstolpen.

190