HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

Rolf Dahl

Om »Das rothgelbe, hochteurbar Aqua-vita regia« skriver Payngk, at det kan tages mod al slags sygdom og drikkes både morgen og aften. Ikke mindre end 23 forskellige plantedroger, b l.a . krusemynte, me­ rian, rosmarin, lavendel, pæon, aloe, rabarber og kanel, skulle tillige med ambra, moskus og pulveriserede perler hver for sig udtrækkes med vin. Efter 12 ugers forløb blev ekstrakterne blandet i en stor stenkrukke og tilsat malvasiervin med sukker. I brugsanvisningen hed­ der det, at denne akvavit giver en god ånde og en god mave. Har man drukket for meget vin eller øl, vil en skefuld om morgenen få ubehaget til at forsvinde. Blandt opskrifter på kosmetiske væsker og salver, som dengang blev almindeligt anvendt af begge køn, findes en udførlig recept på »Ein ausbiindlich Wasser, welches das Angesicht schon vnd glentzend macht«, som indeholder blyhvidt, rosenolie m. m. , og som kan få en moders ansigt til at ligne datterens. Her er en anden opskrift, hvis fabelagtige virkning skulle svare til dens pris: Pulveriserede perler blev opløst i eddike og citronsaft, og opløsningen blev gentagne gange inddampet til tørhed på vandbad og inddampningsresten opløst i destilleret vand. Medicinen blev givet i et udtræk af kanelbark og skulle være virksom mod apopleksi og lunge­ sygdomme. Som et fortrinligt middel mod epilepsi nævnes et præpa­ rat af menneskeblod — »von einem gesunden Menschen, so ihm zu Ader gelassen w ir t« destilleret med spiritus. Både hjortefedt og destilleret hjorteblod anbefales mod podagra, en sygdom, for hvilken Payngk anfører mangfoldige medikamenter, og om et præparat af hjortetakker, »Bezoar cornu cervi«, siger Payngk, at det »ist seiner Krafft vnd Tvgend wegen nich genugsam zu loben«, især som mod­ gift. I sammenligning med sådanne farmakologiske rariteter falder et beskedent præparat af pulveriserede regnorme med rabarber som ormemiddel for småbørn helt igennem. Tilslut endnu et middel mod epilepsi. Det såkaldte »Schwalbenwasser« bestod af en spirituøs eks­ trakt af svaleunger blandet med bævergejl og svovlsyre, og for at mildne smagen var der tilsat kamfer og sukker. Det omkring 45 meter lange hus, hvor destillereren arbejdede, af­ gav også plads til apotekeren, og tidvis også til gartneren, botanikeren og metallurgen. Dengang, endnu mindre end idag, fandtes der klare skillelinier mellem kemi, farmaci, botanik og medicin, og forholdet 40