HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

Rolf Dahl

Majestæt har lyst at lade laborere«. Smeltehusene var under opførelse, for at man der skulle tage sig af det norske gulderts, men Niels Holst fik aldrig noget der at gøre. Som tidligere nævnt blev de overladt til Caspar Herbach. Senere kom de til at danne rammen om den farve­ rige guldmager Frantz Borris virke. Om kongens reaktion på brevet vides intet, men Niels Holst har nok på et eller andet tidspunkt fået sin nøgle tilbage. Nu kom imidlertid stærkere kræfter til at virke imod Otto Sperling, idet kongens livlæge Jacob Fabricius angreb ham og påstod, at han var idiot i kemien. Om det så er Niels Holst eller dr. Fabricius, som skal tilkendes æren for at have skubbet Otto Sperling ud af laborato­ riet i Rosenborg Have, får stå hen. Sikkert er det dog, at han fik sin afsked derfra i februar 1649, mindre end et år efter, at han var til­ trådt. Dog fik Ulfeldt udvirket, at han måneden inden blev udnævnt til hofmedicus, for at det ikke skulle se ud, som om han var faldet i unåde igen. Men Frederik den 3. benyttede ham aldrig som læge. Sperlings forbindelse med Haven var dermed definitivt endt, og efter nogle omskiftelsesrige år endte han, som berørt i indledningen, i 1664 i Blåtårn som Leonora Christines medfange. Her døde han 17 år se­ nere, 79 år gammel. Efter Sperlings exodus stod vor mand alene tilbage med sejren, og allerede den 15. marts udnævnte Frederik den 3. ham til hofdestille- rer.18 Løn, husleje og kostpenge var de samme, som han tidligere havde haft, og kongen gjorde desuden i udnævnelsen opmærksom på, at han i sin bestilling »sig troligen och flitteligen schall lade befinde«. Det har Niels Holst nok også gjort, og alt tyder på, at den lærde kong Frederik var vel tilfreds med hans arbejde i laboratoriet, for da den efter nogle år igen var gal i laboratoriet, og Niels Holst var gået til kongen og havde beklaget sig, skar Frederik den 3. resolut igennem, og i et brev19 erklærede han, at »Niels Destillerer skal herefter uden vores egen mundtlige eller skriftlige ordre ingen følgagtig være«. Hvem antagonisten denne gang havde været, ved jeg ikke, men hans forsøg på at blande sig i Niels Holsts affærer kronedes i hvert fald ikke med held. Konkrete oplysninger mangler også i den næste stridighed, Niels Holst var indblandet i. Den eneste kilde er et brev fra kongen til hof­ marskal Adam Heinrich Pentz20 med befaling om at »holde gårdsret, 46