HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

Rolf Dahl

3 lispund (24 kg), topsukker 8 lispund (64 kg). Desligeste ham (alle andre forrige assignationer uagtet) at levere 205 rdl., 4 ort, 4 s., som han selv andre adskillige specier . . . skal indkøbe«.48 At Niels Holst stod højt i gunst ses af, at han fik pengene anvist frem for andre »for­ rige assignationer«. Rigets økonomi udviklede sig nu fra værre til værst, og i 1660’erne var man i stor stil slået ind på den politik at give kronens gods ud til dækning af løntilgodehavender. I løbet af årene 1663 til 1665 havde Niels Holst fået tildelt krongods på Sjælland og i Haderslev Amt af anselig størrelse til dækning af restancer,49 og den 17. marts 1668 an­ drog han på egne og sin »broder, salig mester David«s vegne om at få udlæg for nye restancer i »det kannikegods, som kansler Lente havde udi Sjælland«. Supplikken, som er den rene kaligrafi og for øvrigt er et af Niels Holsts mesterstykker, afsluttes med formodningen om, at en imødekommelse »vil Gud rigelige belønne«. Om Han også gjorde det, kan jeg ikke afgøre, men kongen imødekom i hvert fald ansøgningen. Theodor Lente, lederen af det tyske kancelli og medlem af Roskilde kapitel, var død tidligere på året, og den 17. marts fik Niels Holst »vdlæg vdj det Cannichegods . . . ham . . . haffuer verrit forleenet«.50 Skødet blev udstedt den 25. august.51 Men som nævnt havde Niels Holst igen penge i klemme da han 4 år senere blev afskediget af Christian den 5. Intet var dog mere naturligt for ham end at andrage hos den nye konge om »noget bøndergods udi Sorøe Ampt«, og den 13. marts 167352 bad kongen kammerkollegiet udtale sig om sagen. Her indstillede man, at Niels Holst fik sine til­ godehavender, og derefter fik han det »milde og trøsterige svar med ordre til skatkammeret at de . . . ham . . . herudi skulle kontentere«, som han selv skrev i en ny ansøgning 17. juni året efter.53 Sagen havde, som han fortsætter, »for sine årsager . . . henstået til nu«, og hvad værre var, »alt det jordegods som var nogenledes ved magt . . . til andre er udlagt, og intet videre er nu tilbage end det ganske øde, af hvilket ikke kan bekommes matriklen (skat) meget mindre landgilde«. Brevet fortsætter med en opregning af navnene på indehaverne af den »øde« jord, han nu kunne tænke sig i stedet, og han siger videre, at det om 3 år skal yde sine skatter og være i brug »om Gud ellers vil spare mig livet«. Til slut sukker den »udmattede gamle hoftjener . . . at (han) på (sin) alderdom jo skal have noget at leve af og ej geråde udi 58