HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

Vilhelm Jespersen

huslærer i en dansk adelig familie i Dresden, havde derimod et uheld ved eksamen, hvilket medførte, at han først ville blive permitteret et halvt år senere. Han foreslog mig, med tilladelse fra elevens forældre, at vikariere for ham i dette halvår, og jeg tog med glæde imod dette tilbud, som gav mig yderligere respit. Det var så meningen, at jeg, når vikariatet var færdigt, skulle benytte nogle penge, jeg havde fået for­ ærende ved min eksamen, til, sammen med min ven Povl Helweg-Lar- sen, der i mellemtiden også var bleven cand.theol., at rejse et par måneder til Italien på en kombineret studie- og fornøjelsesrejse - mest det sidste. Muligvis ville jeg efter denne rejses afslutning kunne komme på en virkelig studierejse til fremmede universiteter, idet Københavns Universitet råder over adskillige rejselegater for teologiske kandidater, ved hvis uddeling jeg mente at kunne komme i betragtning. Skulle dette imidlertid slå fejl, kunne jeg ved det nye skoleårs begyndelse søge at få skoletimer. Sådan var mine fremtidstanker, da jeg i slutningen af september 1901 tog til Dresden. Der fik jeg det behageligt i alle måder. Jeg kom godt ud af det med min elev, og hans forældre var elskværdige imod mig. De skulle arve et gods hjemme, men foreløbig havde de ikke over­ flod på penge; for at få det til at løbe rundt, tog de unge velhavende piger i huset som paying guests, mest engelske eller amerikanske Miss’er, der tog sprog- eller musikundervisning som afslutning på deres uddannelse, inden de rigtig trådte ind i de voksnes kreds. Der var en 8 å 10 stykker, og de var meget søde og fornøjelige. Dagene gled så blidelig. Fire timers skole og derefter middag; om eftermiddagen tennis eller anden friluftsbeskæftigelse, og så nogle timer til min egen disposition; efter aftensbordet frimærkestudier med min elevs far og derefter musik eller ping-pong med Miss’erne og min elev; om søn­ dagen ture i det skønne saksiske Schweiz eller museumsbesøg; og en­ gang imellem en aften i den dejlige opera. Men hygge mig rigtig i alt dette kunne jeg ikke, fordi tanken om min usikre fremtid brændte mere og mere på. Med min studeren gik det ringe. Jeg havde sat mig for at gennemarbejde Ritschls Geschichte des Pietismus, og jeg begyndte også derpå. Men som livet formede sig for mig, blev der ikke megen tid til det, og det blev mig mere og mere tvivlsomt, om et sådant arbejde kunne få nogen betydning for min fremtid. Jeg fik dårligere og dårligere samvittighed overfor, at jeg lod

90