HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

Vilhelm Jespersen

ud, som jeg vidste ville bringe sorg, hvor de kom, - og så til sidst om aftenen at gå ned og spøge og spille ping-pong med Miss’erne, som om det var en ganske almindelig dag. Svarene indløb i løbet af de følgende dage. Far var, som jeg kunne tænke mig, bedrøvet, og han bad mig ikke tage endelig beslutning uden først at tale med biskop Fr. Nielsen, som jeg havde haft som pro­ fessor i kirkehistorie. Povl Helweg-Larsen skrev ikke; han kom selv ned til mig i Dresden. Ikke så meget for at få mig til at blive ved teolo­ gien; han forstod vist bedre end andre, at min beslutning derom var endelig; men han kom, fordi han indså, at jeg trængte til at have nogen at tale med; hans besøg gjorde mig godt. Fra min morbror fik jeg det svar, at han ikke kunne låne mig pengene, men at der måske var udveje hos andre af slægten. Endelig kom der svar fra Jens War- ming, og det var overraskende og fik afgørende betydning for mig. Han gav mig de ønskede oplysninger om legater m .v ., men nøjedes ikke dermed. Han frarådede mig på det mest indtrængende at be­ gynde på et nyt studium. To embedseksaminer var af det onde; alt for mange ungdomsår gik på den måde hen kun med at læse; for de få, der havde taget to eksaminer, var - det mente han at vide - tilværel­ sen bleven ret forkvaklet. Jeg skulle meget hellere se nu at komme i gang med et praktisk arbejde, hvorved jeg kunne tjene mit brød selv. Muligvis kunne jeg komme ind i Københavns forsørgelsesvæsen og der få en gerning, som ville tilfredsstille mig; det var der andre teologiske kandidater, der havde fået. Og hvis der skulle blive en ventetid, inden jeg kunne få en stilling der, kunne jeg sikkert få noget midlertidigt arbejde andetsteds; en af hans manuducender havde trods sin ungdom en betydende stilling i Københavns kommunes hovedbogholderi og kunne måske bruge mig der. Jens Warmings råd gjorde meget stærkt indtryk på mig. Det hang sammen med, at jeg følte en levende trang til nu at holde op med at beskæftige mig med mig selv, min egen tro, min egen udvikling, min egen uddannelse, og i stedet for komme til at gøre nogen nytte i den verden, jeg levede i. Dertil kom, at jeg ikke kunne lukke øjnene for, at jeg var meget gammel til at begynde på et medicinsk studium. Jeg ville blive ca. 30 år, inden jeg blev kandidat, og så ville det rimeligvis være for sent at påbegynde den videregående hospitalsuddannelse, der var forudsætningen for det mere videnskabelige prægede arbejde, som var

92