HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

37 år i Københavns kommunes tjeneste

mit inderste ønske. - Da jeg ved vikariatets udløb midt i april kom til­ bage til Danmark, var alle, jeg talte med - også biskop Fr. Nielsen, som var så venlig at indbyde mig op til sig i Aalborg - enige med Jens Warming i at fraråde mig at begynde på et medicinsk studium. Så gav jeg mig Jens i vold. Jeg fik tilsagn fra retsformand Madvig, der var husven hos min mormor, fru Christiane Raaschou, hos hvem jeg boede, om at han ville søge at bane vej for mig hos fattigborgme­ steren, etatsråd Jacobi, og jeg gik med Jens op på Københavns rådhus til hans omtalte manuducend, assistent af 1 . klasse i hovedbogholde­ riet, stud.polit. Johannes Schaarup. Han tog godt imod mig og fore­ stillede mig for kontorets chef, kaptajn Jessen. Det traf sig så heldigt, at der netop på grund af en forflyttelse og dermed følgende oprykning var blevet en stilling som ekstraskriver ledig. Den blev tilbudt mig, og jeg tog imod tilbudet og blev med det samme præsenteret for kontorets personale og lykønsket af dette til antagelsen. Denne velmente lyk­ ønskning kneb det for mig at tage imod; da jeg var færdig med at tale med kaptajnen og Schaarup og havde fået besked om at begynde min tjeneste på kontoret næste mandag, gik jeg op på Frue Plads og stod længe der og så over på Universitetets grå kasse. Den var mig inderlig kær; jeg foretrak den langt for det nye fine rådhus, som jeg nu skulle høre hjemme i. »Hun var Gud bedre det gammel og grå, men hun var nu min« skrev jeg ned til Povl i Rom samme eftermiddag. Det var min afsked med det akademiske liv. I forsørgelsesvæsenet Min gerning som ekstraskriver i hovedbogholderiet bestod for en væ­ sentlig del i at være til disposition for den faste skriver, tælle sammen for ham og hjælpe ham med at få hovedbogen til at stemme, bl. a. ved lange talkonferencer ud over kontortiden, når kvartalsafstemningen voldte vanskeligheder. Det var ikke morsomt, og det gjorde ikke til­ værelsen bedre for mig, at den skriver, hvis underordnede jeg således skulle være, var en gammel skolekammerat, som jeg aldrig havde sat pris på, og som aldrig havde hørt til de dygtige. Det var rent ud sagt hampert. Men det var jo heller ikke meningen, at jeg skulle blive ved at være i hovedbogholderiet; den virkelige fremtidsplan, som Jens Warming havde fået mig ind på, var at jeg skulle søge ansættelse som 93

Made with