HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1986 h5

Vilhelm Jespersen

en ungkarl; jeg følte mig nærmest velhavende, og jeg købte mig en cykel. Mit arbejde som assistent i et fattigdistrikt gav mig en daglig kon­ tortid fra kl. 9 til 13, og udover kontortiden medgik der gennemsnitlig et par timer daglig til skriftlige udarbejdelser og husbesøg. Men der blev jo en god lang eftermiddag til studier, og den benyttede jeg til at læse både jura og nationaløkonomi. Ikke med nogen eksamen for øje; det var jo Jens Warmings mening, at to eksaminer var af det onde, og jeg troede, at han havde ret. Men jeg dyrkede flittigt Ræders »Forsør­ gelse af Trængende«, og hvad jeg kunne finde om indfødsret, og Jens gav mig anvisning på, hvad jeg skulle læse af nationaløkonomi og sta­ tistik. For øvrigt tillagde jeg mig på Borchs Kollegium en vane, som har fulgt mig gennem hele livet; så vidt muligt hver aften at reservere en times tid - oftest den sidste time - til fritidslæsning, fortrinsvis bio­ grafier og historiske værker. Men først og fremmest fik denne tid betydning for mig ved, at jeg fik kendskab til københavnsk fattigdom. Siden jeg som 11-årig kom til København for at gå i latinskole, havde jeg boet hos min mormor i Bredgade 6 i en rummelig og solrig lejlighed på 2. sal og - så mærkeligt det lyder - med have ud til Garnisons Kirkes anlæg; i ferierne var jeg i de hjemlige præstegårde; i Dresdener-halvåret havde jeg boet i en villa i det smukke Schweizer-Viertel. Det jeg nu så, stod i den skarpeste modsætning hertil: de små etværelses lejligheder i store kasernebyg­ ninger i snævre og triste gader. Og så var Nørrebro dog ikke det dår­ ligste boligkvarter i København; når jeg af og til i tjenestens medfør kom ind i den indre by eller til Vesterbro med de mange baggårde, så jeg det, der var værre end hos os. Til vort klientel hørte hverken den mest medtagne del af forsørgelsesvæsenets publikum eller den økono­ misk bedst stillede; de hørte hjemme henholdsvis på ladegården og på de såkaldte kredskontorer. Men lejlighedsvis fik vi at gøre med folk af begge kategorier. Min fætter Johannes Munck, der var fængselspræst på Vridsløse, og jeg fik efterhånden en del fælles bekendte; omvendt husker jeg også mennesker, der kom på vort kontor, og som man - også efter den tids forhold - skulle synes burde have været forskånet for at få fattighjælp. Der var engang en af den sidste kategori, som blev dundrende vred på mig. Det var en brav og flittig mand, som var blevet slået ud ved sin hustrus død og ikke kunne klare sig som enke­

96