S_Punch_1893

211

tumle længere med Problemet. Den brændte af An­ strengelse. Je g slukkede da Branden med en isafkjølet vom Fass. D en blev ikke siddende paa en Pind. En Collega. Da jeg hopper af Pinden og fortsætter min Vandring langs Ladegaardsaaen, seer jeg til min Forbauselse min eneste existerende Collega komme gaaende. Han saae betydelig mellemfomøiet ud, og Lorgnetten hang med Næbet. De Laksko, han i „Dannebrog“ skildrede os Alle saa henrivende, var forsvundne, og i Stedet for dem bar han et Par kaliforniske Guldgraverstøvler, som han dog omhyggeligt havde heldt Guldet ud af, inden han trak dem paa — han maatte jo ikke have andre Penge paa sig end et annulleret Creditiv. Følgeskab. „Naa, kjære Collega“, sagde jeg, idet jeg gik hen og slog min hjemvendte Ven paa Skulderen, „hvor­ ledes gaaer den?“ „Jo Tak, skidt, kjære Ven,“ svarede Manden i de Kaliforniske. „Det er en sløi Forretning at reise Jorden rundt uden Penge. I Begyndelsen er det meget deiligt altsammen, men det taber sig. Saalænge man kan ligge med Benene paa Consulernes Tallerkener og ryge ægte Cigarer paa Hertugens Regning, har man al Grund til at være tilfreds med sin omvendte Lomme. Men naar man først er skalperet af Indianerne, hængt af Kineserne og ædt af Tigrene, mindskes Appetitten særdeles betydeligt. Ialfald har sligt stedse efter­ ladt et høist ubehageligt Indtryk paa mig. Je g gjør det nødig om en Gang til.“ „Forstaaer Dem, Kammerat. Men gjør mig nu den Fornøielse at deeltage i min mere beskedne Mission i Videnskabens Tjeneste. E r De med paa Kjøbenhavn rundt uden Penge?“ „Her er min Haand,“ svarede Jordomseileren. „De er min Ven.“ „Det er lige hvad jeg er.“ (Sluttes.)

Broder eller Fætter til Vett og Wessel, vil etablere sammen med nogle Grever og Etatsraader paa Actier og med Bonus ligesom dem vi ikke fik, da vi ifjor abonnerede paa salig »Danmark«, og Forretningen skal nok hedde »Stores«, som jeg ikke rigtig kan for- staae, men Fritz Grønbæk siger, at da den skal have Lokale, hos »Store Nordiske«, saa har de opkaldt Forretningen efter den, og noget minder det jo altid om Tietgen, saa jeg kan ikke give Fritz Ret i, at den hellere skulde hedde »Fælles-Vetteriet« eller »Vettolie-Forretningen«, men saa meget er vist, at jeg tager en Actie for mig selv, og det skulde De virkelig ogsaa gjøre, kjære Fru Schrøder, for de 4 Kr. 50 0 . maa De da nok kunne pille sammen, og veed De hvad, kan man hos »Stores» kjøbe Oxekjød til 25 Øre Pundet, og Lamme- og Kalvekjød til 20 Øre og Kolonialvarer til under Indkjøbspris, saa kan de Penge snart vindes ind, og Actiefortjenesten kan maa- skee paa et Aarstidblive til en Silkekjole i.a l Tarve­ lighed, men derfor kan jeg dog ikke sangfrase gaae ind paa m>n Mands Forslag om Nedsættelse i mine Husholdningspenge, for saa vilde det Hele være den rene Sjimære for mig, men De kan troe, Fru Schrø­ der, at Petersen nok vogter sig for at trække af i Husholdningen, for det har han prøvet engang før, men jeg holdt ham paa Margarine, som han ikke for Alt i Verden kan døie, saa længe, at han maatte give fortabt og endda lægge 5 Kroner om Maaneden paa mine Klæ’penge, men jeg vil da haabe, at »Stores« skal holde Kjøretøier ligesom Vettvvessel, for naar jeg gaaer ind og kjøber en flamsk Sild eller en Flaske Petroleum, såa vil jeg sandt for Herren ikke slæbe det Byen rundt, men det gjør mig saa ondt for vores Urtekræmmer, som sidder med Kone og 6 Børn til en høi Husleie og nu fjern e kan gaae hen og hænge sig, for hans Tid er forbi, og da jeg igaar var nede hos ham og kjøbe The og drille ham med dette herre Storeseri, saa sad han, saasandt jeg sidder her, paa en Kasse Sukker og holdt Hænderne for Øinene og næsten græd og nippede af en Baier, men, som jeg ogsaa sagde til ham, kan det jo ikke nytte at tage Sagen paa den Maade, for naar man hører til Middelstanden og ikke til de Lag, der ligger ovenpaa, som nu vi, saa maa man med Glæde offre sig for det fælles Vel og ikke ræsonnere, men nu maa jeg nok hjem og see til Huset, og jeg er da glad ved, at min Mand ikke er Oldefar for Slagterlauget, for saa var han vist gnaven i denne Tid, men naar man spiser Kirsebær med de Store, saa faaer man jo Stenene i Øinene, nemlig de »Stores« . . . ja Farvel, søde Fru Schrøder, og undskyld, at jeg har levnet en lille Taar Kaffe, for der var lidt Tykt paa Bunden, men der kan jo saa let gaae Hul paa en gammel Pose.

». . . . men hør, lille Fru Schrøder, hvad gi’er De mig for denne Forretning, som en Vett, der er