S_Punch_1893

230

Hippodromedariana.

Naar Dragoner og Artillerister Ved Eremitagen kæmpe, Saa fare de ikke med Lempe; Hver Lieuteaant er grueligt: bister,

Dragonerne bare dog Seiren I Regelen hjem til Leiren;

De forsvare kjækt deres Skjoldborg Ved Hjælp af Li eutenant Aal borg .

K. H.: Tietgen paa Nordpolen? Tietgen har Fan fyke mei aldrig i sit L iv seet nogen Nordpol. Nei, N an sen , Far min, vores norske F r id t h jo f N an sen , han er Karl for at finne Nordpoler, han. Gik han ikke ogsaa hen og fandt Grønlandsisen like for Næsen af Danskerne! Og saa skal Grønland endda kaldes dansk! M. W.: Hvisomensinnensti fe a heisen ett æ feil o’et, saa war et nok ilywwal for dansk Pæhng, te han, de hjær Nansen, rænn’ o Skøiter i Grønland. Han haad nok en Kaffepu’es om si Hals fræ jen, di kaaller ham Gammel. K. H .: Hvem spør om noget saa lavt som Pengerne? Nei, Far min, det er Bedriften alene, Storverket, som gi’er Ry. Fan med Pengerne, Fan hakke mig! Om de skarnede Schillingerne er tyske eller tyrkiske eller kinesiske, det er mig saa flintrende likegyldigt, bare Manden er norsk, han. Og den Mand, der gjør Stor- daad, han er altid norsk. Det fins ikke Verdensberømt­ heder utenfor Norje, Farlil. Kom xnei saa ikke her med de brændte Bønnerne Dere. Fy Fan! M. W.: Ja , a ka no godt lih haad’ æ Skjellinger aa en gue Kaffepons. Men a haar jo wal hor’, te æ Nordmænd løwer a djer eien Stuehied aa en Sjat Wand te. Walbekommes, seier a. K. H .: Hvis jeg ikke stod saa fjældhøit hævet over Dere, kunde jeg bli sint, maahænde. Men her er min Haand, en ægte urnorsk Haand, som det er en Ære at faae trykke. — Dere skulde ikke ha femti Kroner paa Lommen? Retour Postanvisning Christiania? Hva, Farlil? M. W .: Nej, a seier Tak, de Slav pass’ A ett om. K. H.: Skal vi si’ treti da? Aa, Fan! M. W.: Nei, vi ska siett ett sei Nowed, an’t end Fowal. No kommer æ Havn.

K n u t H a u g e d ø l e n o g M a d s W o l l e s e n , (Ombord paa Damperen mellem K j 0 be 11 .l 1 ,sw i og Gøteborg).

K n u t H au g e d ø len ; Fan saa de ligger og triller paa Vannet, disse Skøjerskuterne Dere. M ads W o lle sen : A tagges, te de’ goer ett saa biel tøavvele endda. A er da ett baangh for, te a ska tremmel ud. Æ di norsk’ Skyw da beisen beter end di dansk’ ? K. H.: Spørj ikke saa innerli fantet! Je g kan Wi baade lei og sint, naar jeg hører noget saa Idiotiskt som den blotte Tanken om, at ikke Norje skulde faae være det Land, som gaaer framst i Alt. M. W .: De’ wil a da no ett sei, te de’ gjør. Dær er 110 de hjer S tow re s, den wa di Dansk’ da di føhst te. K. H.: Vil Dere nu ogsaa ba Æren for Storen? Nu spor jeg blot: E r ikke T ie tg e n i Norje? Og er ikke Storen der, .hvor Tietgen er? Altsaa er Storen i Norje, den ogsaa, han Far, lel. M.W.: I maa missel gjahn fo Low aa beholl’ en. A ska ettkyev Nov’d i den Forrætning. Men den goer wal osse i Støkker, inden T ie tg e n kommer hjem fra æ Nordpol.