S_Punch_1893

262

Seet fra Universets Standpunkt er Sagen jo ikke saa farlig endda. Vor Jord, seet f. Ex. fra Solen, er jo ikke større end et Knappenaals- lioved, og seet fra Sirius f. E., — 0. Saa der bliver ikke stor Staaliei i de himmelske Regioner, om den skulde gaae al Kjødets Gang. Seet fra vort eget lille bitte Standpunkt, er Jorden jo ganske vist en farlig Størrelse. Men den Skjæbne, der vil times den, hvis Kamelen — Kometen, mener jeg — er af Jern, stemmer dog Sindet lidt alvorligt. Det er vist bedst, at vi,

med den Skjæbne for Øie, slutter Fred over hele Linien. Frankrige bør tilgive Tydskland, N e lle mann bør tilgive „Dannebrog,“ C ar s ten ­ sen vise Forsonlighed mod alle dem, der har opkaldt ham efter den store engelske Frihandelsmand, „Danne­ brog“ falde „Politiken“ og Oollin J a g d i Ai-mene. Ingenieureme blive frie uden Benaadnings Nødvendig­ hed. Det socialistiske Spørgsmaal er løst. Om Bimetallismen, Stores- Institutionen og Agrarerne er der ikke Tale mere. Marmorkirken er

færdig. Alt er ordnet, og her bliver saa fredeligt som fordum i Guld­ alderen, da Lammet legede med Ulven. — Det gjør os kun ondt for Maanen, den Stakkel, — hvad skal der blive af den, naar den ikke mere har Jorden at holde sig til? Naa, den kan maaskee hænge sig i Halen paa Kometen og paa den Maade faae sig en Udgangsbillet til en større Lystreise til ukjendte Solsystemer. Det kan jo blive Sjov for den gamle F yr og oplive hans grædefærdige Fjæs lidt!

Over blegen Kalkvand rinder Gylden Flødes milde Strømme. Over hvide Marmorørkener Flygter lydløst Skeens sølvgraa Svane.

F a r v e r n e s D i g t e r .

Han digter ikke om Livet, ikke om Glæden og Smerten, ikke om det, som kan forstaaes. Hans Digte er mørkegraagrøn Kaviar for den graa Hob. Han digter Farvernes uendelige, meningsløse Poemer. D e re s Glæde og Smerte. Den liøirødt jublende Glæde bos det sort- gulblaa Røde, den gul" grønstille, sortgraa Melankoli hos det tusmørkeblegt bløde Violette. Det er Farvernes Vibrationers fantasifremtryllede, følelsesfulde Bille­ ders naturstemningsfulde, skingert, varmt, sukkersødtbittert gulgrønne, fuldmaanelandskabsforførerisk gri­ bende Toners længselsfuldt skjæl- vende, sittrenae, hvide, slangebugtede, snigende Slyngningers evige Rythmers tryllende Harmoniers ubevægeligt krampefortrukne, kalkhvide, grøn. skyggede, forbavsende, høirøstet taus- hedsfulde, gribende Poemer. Med andre Ord: H an g a a e r h ø it! Han digter over det Dystre, sort­ gulgrønt Blaarøde hos den mørkt violethvidtdybe Skov. Hans Digte ere som Harper i Luften. Selv over Farvernes Toner og Tonernes Duft og Duftenes Farver og Farvernes Duft og Duftenes Toner og Tonernes Farver digter han. Farvestemningen i et Fad kold, bleg Tykmælk skildrer han f. Ex. paa følgende Maade: Visnende Kalablomster lyser Som Kat i Maaneskin. 4

v >

En Tallerken rødblaagrøn Persillesuppe med sort- blaa ultravioletrøde Kjødboller skildrer han i følgende farverige Billeder: Purpurne Øer i slumrende Fedmes Sølverne Stænk over maanegrønne Eng. Gyldne Skeers Flugt mod Tænders Stjernerader. Fra skjælvende Læber Spildes Luers Dugg. Hans sidste Arbeide hedder: Ultra-Violet. Den ultraviolette Farve er, som idetmindste Alle veed, slet ingen Farve. Saaledes er U l t r a - V i o l e t en Samling Prosadigte, der hverken er Digt eller Prosa. Det mær­ keligste af disse Digte er Prosastykket: Sort, der alene ved Læsningen bringer det til at sortne for almindelige, dødelige Øine. S o r t. To Herrer i Sort. Hattene sorte, Frakkerne sorte, Buxerne, Vesten sorte, Støvler og Handsker ligeledes sorte. Solen blændende hvid langs hvide Huse i røde og blaa Krusninger. Det Sorte nedbøiet, stumt, stift som dybe Rynker i en Pande. Og Lyset og Farverne hvirvles saarede op og stikker i det Sorte. Og det Sorte kryber sammen som i Krampe, ubevægeligt, for- bausende det klare, rene, gulgrønne Hvide. Og det Hvide er et stort, barnligt Hvidt med sorte Øine, og det Sorte er et stort, stort Sort méd hvide, hule Øine. Og det Sorte er fromt, og det Hvide er sort, og det Sorte er hvidt, og det Røde er grønt, og det Gule er rødt, og det Grønne er blaat, og det Blaa er sort. Og hvorfor er det Sorte nu saa hvidt og det Hvide saa rødt og gult og grønt? Det er fordi det Røde er grønt og det Grønne er hvidt, og fordi det Hvide er sort og det Sorte er hvidt. Og Lyset kredser eftertænksomt om al denne Far-

*vyv