S_Punch_1893

i

2 7 5

for at hilse paa Manden, der lader Teppet gaae op og ned — Maskinmesteren naturligvis. — Han havde Taarer i Øinene, da han betroede os, at han i snart 20 Aar havde ladet Halen gaae op og ned, og han var fuldstændigt Et med sin Hale — de vare som sammenvoxede. I Dagens Anledning gik han og tyggede Laurbærblade i Stedet for Skraa. Vi trakterede ham med en Baier og gik over til

D e t gamle Hus, o lad det staae, Det maae I ikke røre, Thi hvis I prøver blot derpaa, Vil Hi n r i c h s e n Jer smøre. Hvis bare»K0 b e n h a v n«gjør Grin, Faaer ogsaa »Pol i t i ken« Klin, I »Dannebr og« den Gjørtler fin Vil Helved hedt dem gjøre. Hr. V. B. Hø r up og Hr. Bi ng, W i t z a n s k y og E. B r a n d e s , Endskjøndt de gjorde Ingenting, Misliebige befandtes. J o h a n n e s Ha n s e n s Spaltefyld Om Borgergades værste Byld Har ogsaa dem paadraget Skyld — Og sæt nu, Sagen vandtes! Saa vilde det herefter gaae Vor Presse meget ilde; De Chancer, som et Blad kan faae, Et andet kan forspilde: Pivis en Avis fornærmer Een, Hans Procurator er ei seen, Den hele Presses magre Been Han gjerne gnave vilde. Det bliver altsaa Skik igjen For Smed at rette Bager, Et Blad kan saare let gaae hen Og faae de andres Sager. Ei B e r l i n g s k e sig sikker veed, Naar Af t e n b l a d e t rakker ned, Hvis blot en saadan Re’lighed En Gjørtlermand behager.

hvis Drivkraft vi underholdt os med i nogen Tid. D et var fire kjernesunde, raske Mænd i deres bedste Alder, mellem 20 og 60 . I Dagens Anledning vare de i hvide Skjorteærmer og blanktskinnende, franske Træsko. Fremdeles talte vi med adskillige B l o m s t e r p i g e r , L y g t e t æ n d e r e , F l a s k e s k y l l e r e , K a g e k o n e r og andre Autoriteter; de vare Alle rørte og faldt os om Halsen, saa vi endnu har heelt ondt i Mundvigerne og Halshvirvlerne. Vort næste Interview var i Tivolis »Knapopdikun«, hvis Indehaver viste en oprigtig Glæde ved at mindes de mange trængende Medborgere, han havde hjulpet. Trætte af vort anstrengende Arbeide gik vi over i »National«, hvor vi nød en lille Gjenstand for at stramme os op til at underkaste selve den uegennyttige Direction et Interview, hvad vi ansaae for vor absolute journalistiske Pligt. Vi henvendte os derfor paa Directionscontoiret, men bleve her uheldigvis smidte ud, da vedkommende D ørvogter ikke kjendte os. Har man hørt Mage? Ikke kjende »Punch«! Da det imidlertid oplystes at være skeet ved en Feiltagelse, kom vi igjen, og saa gik Sludderen: . P u n c h : Hvor gammel er egentlig Directionen? Saadan i det Hele taget? D i r e c t i o n e n s O r d f ø r e r : 31 5 Aar in A lle s,— naar man regner os Alle sammen. P . : Er D e fornøiet med Deres Stilling i Livet? O r d f . : Brillant! P . : Gaaer Ballonen godt? Ordf . : Mener D e Luftskipper J o h a n s e n ? P.: Nei, blot saadan i Almindelighed taget. Ordf . : Aa ja saamænd! Paa dette Punkt afbrød »Punch« Samtalen, takkede for den os viste elskværdige Imødekommen og de interessante Oplysninger, og bød Farvel.