S_Punch_1893

2 9 8

Fri & bunden Næring. (In te rv iew .) R e p o r te r : Goddag. Hr. Punch! Maa jeg være saa venlig at interviewe Dem lidt? Punch: Ja, værsgo’, hæng bare i! R.: Seer De, jeg søger Dem i Deres Egenskab af Formand for Spritfabrikantlauget. . . . P .: Men saa er De gaaet forkeert i Byen, Kjære! Det vil De indsee, naar De staver mig rigtigt i Enden af mit Navn. Jeg er af gammel italiensk Kunstnerfamilie og gjør aldeles ikke i S p rit, men gjerne i E s p r it. R.: Om Forladelse! Men desuagtet vilDemaaskee nok sige mig Deres Mening om Næringslovcommissionen? P : Naa, Næringsloven! Ja, se, hvad Næring angaaer, saa har jeg altid kunnet glæde mig ved en fortrinlig Næringsstand. Af den Grund vedkommer Næringslov- givningscommissionsbetænkningen mig slet ikke. Dette participialske Lovsprog er mig absolut vederstyggeligt, og jeg kjender ikke Spor til det, De taler om, men des­ uagtet skal det være mig en Fornøielse at udtale mig. R .: Glæder mig, Hr. P unch ! Behag da at sige mig, hvad De mener om de foreslaaede Bestemmelsers Indflydelse paa de kjøbenhavnske Variétéer? P .; De vil føre til den f r i e Nærings Indskrænk­ ning. Politiet kan ikke nære sig for at gaae Directeurerne i Næringen, og det nærer en afgjort Uvillie imod Alt, hvad der gaaer Peteranstændighedsstregen for nær. Saa- ledes var det meget uanstændigt at lade Løvinden Tony leve under Tag med to Herrer, og forleden trak Politiet de røde Strømper af en Cirkusdame, som lyste for stærkt op i Landskabet, naar hun cyclede paa Gaden.

Orakelsprog fra Vesterhæsinge.

1 Vesterhæsinge for nylig talte Vort Folkethings den gamle Storaugur; Situationen han for Øiet malte, Han skimted’ dunkelt det, der stod for Tour, Idet hin Alvorsmand en Taare qvalte For »Høires« umedgjørlige Natur, Der gjorde det saa svært at virke sammen For Venstremænd med dem i Fryd og Gammen. Han nogle gaadefulde Runer risted’ Om forrige Samlings allersidste Tid, Og Talen flød om det Forlig, der bristed’, Og om dets sidste Timers Strid og Splid, Om Cl a u s , der listed’, og om La r s , der fristed’, Om R a s mu s C l a u s e n s og om Bo j s e n s Vid, Hvordan de lokkede, men ei det nyttede, De Intet rokkede og Intet flyttede. Hvad selv han har paa Sinde havt, fortæller Hin Storaugur end ikke med et Ord. Han raaded’ ikkun sine Vaabenfæller At kjøre sammen i det gamle Spor; Men aldrig siger han dem, hvad det gjælder, Hvad selv han haaber, eller hvad han troer.

I al Beskedenhed han kun forlanger, At »Høire« viser Ruelse og Anger.

Indvirkning paa Astronomien? P .: Alle Solformørkelser vil blive forbudte; Maanen maa ikke gribe ind i Solens private Ernæringsforhold, men har at holde sig paa Maatten og trække Hornene til sig. Det Samme vil Solen gjøre, naar Venus gaaer forbi, hvad hun stadigvæk faaer Lov til. R .: Men nu Haandværkerne? P .; Ja, de vil miste Tilladelsen til at slaae Hovedet ned i Maven paa Læredrengene. En Skomager maa

Det Hele var en grumme dunkel Tale, Der fast som fra en pythisk Trefod lød; At »Europæerne« den anbefale, Det kan man derfor nok forstaae til Nød; Den havde hverken Hoved eller Hale. Men vi fik ud af al den Øllebrød, At Talen blev os Mennesker kun givet For ret at skjule, hvad vi har i Livet.