S_Punch_1893

3 1 8

En ny og mærkværdig Vise om to Herrer i Aanderncs R ige, der af et Par _»Kæmper« bleve lavede til Bankeaander. M el.: Peder Skjøt. H e r fornylig to Studenter Paa en Politistation [ Si g nok henter En antagelig Portion.

Da Herren lod Bladet falde og et Par Minutter lod Blikket svæve rundt om Hjørnet af det nittende og tyvende Aarhundrede, gik jeg lien til ham og „Tillader De, at jeg ta’er „Politi/een“ ? „Ja da!“ sagde han, „ta Dere kuns fra. Det er ikje „ Verdensskank “, og alle andre Blader er det rene Skidtet det."1 Saa siger jeg paa mit bedste Svensk: „Jag tackar mjukast, och har har jag „Snaliposten“, om Ni, min okanda Bror, tyeker . . .“

Men et saadant Tractement Passer ei for en Student. Hundset blev de der og haanet, Chicaneret kort og godt; Heller ei de blev forskaanet For at sidde i Cachot. Begge Skuder sad paa Grund Til den lyse Morgenstund. Faderen Justitsminister’ s høire Haand er saa omtrent. ' Han blev overmaade bister, Saa en Klage blev der sendt Politiets Directeur rOver hele den Malør. Selve Ordensinspecteuren, Ret en drabelig Person, Brød sig Pokker om Maløren, Nei, den kjære Exdragon Satt’ sig paa den høie Hest, [Hvad der ikke klæ’er ham bedst. Men det er jo let at fatte, iAt det kom han daarligt fra; Ned af Hesten han mon dratte, Som han før er drattet a’. Hans Betjente — sikken Svir! — Afsked fik paa graat Papir.

Manden sprang op og sparkede tre Borde, en Stol og to Hatte over Ende. Saa dundrede han paa: „Naa — saa! Jo, det var greit, det! Nu vil ogsaa Dansken tale Svensk til Norsken. Men det faar bli Løgn, lel! Det stouteste Folk paa den hele Jord, det er Fan han rundhjule mig vi Nordmænd, og hvad siger han, Bror min, om Fjeldene vore . . ?“ Jeg svarede spagfærdigt: „Ja, I Nordmænd har nogle bratte Næser og bratte Fjelde.“ „Ikke sandt, det? Er det ikke d’ ikke det? Men hemete i Danmark er Alt saa fladt. I er allesammen saa herrensuhjælpelig nissesmaa. Norsken, min Bror, han har Fjeldenes Granit i Næsen. Ut af Unionen, ut med Storsvensken, ut med de fule Farverne, de, der er malet paa Flaget vort! Paa egne Bener biir gamle Norge til en Stormagt, og ikke det med Storarmeer, men i Længden og Høiden.“ „Det er rigtigt,“ sagde jeg, „tag den bare i Læng­ den og i Høiden, saa gaaer det nok.“ „Ja, er det ikke saa, Broer? Men I Danske veet hverken ut eller ind. Med det Flæsket og Smørret, som Dere sender Verden rundt, tror Dere at fjeldhøine Nationen. —For Fedteri det!—Nei,reentFlag, Stortanker, Ørneflugt, stoute Drømme paa de nøgne Fjeldene, Tankeflugt, der bærer hort over Vidderne . . . Det er stort, det, men det er norsk! I Danske maa bort ifra alt Jeres Smaatteri . . . bort mod Høiden, den gamle Norge, Verdens ældste Rige styrer imot med B jø rn ­ stje rn e som Styrismand.“ Nordmanden stak af, draperende sig i sin folderige Havelaage; jeg tog mig et Glas Portvin med Ango­ stura.

De fjeldhøie .

i. ffi1)

Jeg har taget Plads ved et Bord i Restauranten og kigger længselsfuldt hen til en Herre, der sidder og driver over den Avis jeg netop har Lyst til at læse. Por ikke at risquere en Proces med Hr. Alberti, vil jeg strax tilføie, at Bladet ikke var „ Dannebrog “.