S_Punch_1893

419

De smaa (Grosserer-) Lam og de grumme (Kunstner-) Ulve.

ikke for Andet, saa for Din Frisure. Jeg kan ikke ud- staae den Frisure.« — Paf! Punch gik derpaa ind til Baudi t z , til hvem han bemærkede, at han ikke vilde have værdiget ham et Skud Krudi, hvis han ikke netop havde været paa For­ retninger inde ved Siden af. »Men hvad har jeg da gjort?« »Ingenting, min rare Ven, men det er netop derfor, Du skal skydes.« — Paf! V i l h e l m Mø l l e r bad for sig og synles. det var saa ærgerligt at blive skudt, naar man lige var bleven ud­ nævnt til R e i e r s e n s Efterfølger. »Det er mig lige kjært,« sagde Punch, «for Du kan ikke engang censurere det ugudelige Dansk. Du selv skriver. Du er leveret, min Faer!« — Paf! J o h a n n e s J ø r g e n s e n sad som en Krage oppe paa sit Taarn og saae irriterende symbolistisk ud. Der var ikke Andet for end at pille ham ned. Punch gik da hen for at hilse paa He rma n Bang, men da han kun antraf et levende Lig, syntes han. at han kunde anvende sit Krudt paa en værdigere Maade, og derfor gik han igjen uden at have pillet ved Af­ trækkeren. Da han meldte sig hos He n r i k I b s e n i sit lovlige Ærinde, sprat Gubben iveiret og spurgte, hvad han skyldte den sjeldne Ære. »Du gjør Folk tossede.« sagde Punch lakonisk. »Det er det Hele.« — Pif. Paf! Z a h r t m a n n kunde paa ingen Maade iorstaae, at han skulde skydes; var han maaske ikke en stor Maler? »Det vil jeg nok sige.« svarede Punch. »Du er en Klat-, Meel- og Skrupmaler, min fine Ven. Det er hvad Du er. Og saa har Du ladet Dine Elever ødelægge en Masse nyttigt Lærred. Nei, Du er færdig. Nu pusler jeg Dig ud!« — Paf! D r a c hma n n anførte til sit Forsvar, at han efter- haanden havde havt Venner i alle Partier, og at han var Danmarks største Lyriker. »Ja, det er meget rigtigt; men Du skal nu skydes alligevel.« Hans sidste Ord var: »Danmark leve!« Med Wi i n b l a d og Henni ng J e n s e n gik det saare let, for de kunde plaffes ned paa samme Contoir. Ingen af dem syntes videre overrasket; de bad kun om An­ stand til endnu at skrive hver en Leder; Punch sørgede for, at den blev glædelig kort. R e x beraabte sig paa, at han var vant til at blive benaadet; men del kunde ikke hjælpe ham her. Blandt det øvrige Jagtudbytte nævnes Wi l l ums en, Hans J æ g e r og Vi g go S t u c k e nb e r g . Men med dem var »Punches Mission endnu ikke endt. Han havde Moe og Ma d s e n tilbage. De sad Begge med fromt himmelvendte Øine og varierede som Prædiketext Ordene: »Reis ad Helvede til!« »Lykke paa Reisen«, sagde »Punch* og fyrede Bøssen af med et saadant Rabalder, at lian — v a a gne d e .

Idéen efter K n u t Hamsun. Formen efter Eri k Bøgh.

Mel.: »Paa Marken der tripper de hvide Lam.« P a a Gaden der tripper de hvide Lam, Grosserernes yndige Kræ. Den vindige Frøken og Fruen tam; De gaaer der og siger: Bæ :): Mæ—æ— Mæ— æ— æh :{: Skoven, den store Kunstens Skov, Der tuder de Ulve graa, De luske omkring paa Nattesjov For at æde Grossererens Smaa! :j: li—uh— U— hu— hu! :|: . De gaaer i Theatret, de kjære Smaa, Saa fagre som Roser i Glød, Og sagte de hviske: »ma chère, aah! Hvor er han dog ikke sød . . . :j: Aa— aah— aa—aa— aah!« :): Men ude i Byen, den store By, Gaaer siden »den Søde« paa Rov, Han tisker for Damerne lq'æk og kry:. »Min Frøken, tillad . . .« aa, dog :j: Aa dog . . . og dog, dog! :|: De Bøger de komme i Silkebind Og taler om Kjærligheds Lyst, De lægger saa fint et Silkespind Om Hjertet i Damernes Bryst . . . :), Tyst, tyst! o, saa tyst! :|: I Laksko paa Asfalten hin Skribent Spaserer saa fin og saa fjong Og hvisker til Damer, hvad nys paa Prent Han sagde saa kjønt — Fi done ! :{: Fi— i . . . F i—i— done! : : Paa Malernes Kunst maa de følge med, Om end kun i Ny og i Næ, Det .Meste, de seer, kan de glædes ved. Men Noget er dog lidt »bæ« æ — bæ—æ—æh:}: