S_Punch_1893

4 2 2

Og Malerne gaaer i den fule Nat Med en Moustache, der er spids, I Havelock og med Bulehat Og siger til Damerne: Kis . . . :[: Kis—mis— kisse—mis! :|: Paa Gaden tripper de søde Børn Med Silkestrømper i Sko, De følges troligt af Ulv og Bjørn, Der brummer i Skjægget: Oh! :|: O— oh— ho— o— hoh! :|: Knut Hamsun har sagt os i krye O rd : Grossererne er nogle Fæ, Hvis ikke de seer af hans »Nye Jord«, At Kunstnerne de er æ Æ— bæ— æ— bæ— bæ!

ir

E n J u i e i / i s e .

M el.: Høit fra Træets grønne Top. lulen er en herlig Tid!

1/ Gamle og de Unge Æ Glemme haade Kiv og Strid

Holde Tand for Tunge. Overalt der er nu Fest Med » Velkommen « til hv^r Gjæst. Herfor si!er jeg idelige Julen er høitidelig. Hver en Kjøbmands Bod er lukt, Ingen Gaderaaben! Og, hvad der er rigtig smukt, Kirken, den er aaben Høit for Store som for Smaa; Kroen, den er ligesaa. Herfor sier jeg etc. Vil Hu ind til en Barbeer , Ligger der et Væsen, Og det hedder: Aldrig meer Taler jeg Hig ved Næsen Paa saa høi en Helligdag — Het er nu en afgjort Sag. Herfor sier jeg etc. Vil Hu hale Hig en Cigar — Ih, nei, Gudbevares! Het kan aldrig gaae, min Fa!er, Heller ei forsvares. Nei, ifald Hu røge vil, Maa Hu drikke Noget til, Herfor sier jeg etc. Alle Slags Foræringer Glæde Aand og Maver; Kræmmernes Besværinger Over Julegaver, Som nu Ingen meer skal faae, Troer jeg ei en Smule paa.

Set. Georg og Dragen Et lillebitte Eventyr.

- y

'/i *

Der var engang en grimmige Drage, som kaldtes J o h a n n e s . Den havde sit Leie ved Foden af et stort Taarn, og der laa den og spyede symbolistisk Edder .og Forgift i svare Maader ud over en lang, graa Vei med smaa, hvide Huse og sorte, sorte, sorte Popler. Og Uhyret var til stor Fortræd og Vider­ værdighed for Mange, og hver den, som det spyede paa, fik Symbolisme og Syner og ondt i Maven. Men saa en Dag kom den fromme Ridder Set. G e o r g vandrende hen ad den lange, graa Vei i gjennembrydende Tanker, som ikke allesammen var lige laante. Han var saare nedbøiet over den onde Verdens megen Bedærvelse og de tydske Forlæggeres Forhærdelse. Og da han naaede Dragetaarnet, fik ogsaa han en ækel, forgiftig Straale lige i Ansigtet. Men da rullede Ridderblodet sig frem i store, blaa Aarer mellem Visdomsrynkerne i' hans Pande, og han iførte sig sin Rustning, som var Naturalismen, besteg sin Kjephest, som var Selvberømmelse, greb sit lange Spjud, som var et Penneskaft, og sit Skjold, som var „Politiken“ . Og saa stak han saa drabeligt til Dragen, at den maatte vride sig og vræle, trække de lange, fæle Følehorn til sig og retirere ind i Taarnet som en vaad Hundehvalp. Men Ridder Set. G e o r g lod Bedriften indriste med Europæerlatin i sit Skjold, som var „Politiken “, og hvis J o h a n n e s J ø r g e n s e n ikke er død, saa "lever han endnu. Snip, snap, Snude, Taarnets Ugler tude.

" \ l

i y <¥ \ P e rf o r s i ’e r je g id e lig : w i / > j\ j J u le n er h ø itid e lig !

\Alle hilse saa bekjendt, (Naar de møde Præsten; Hver en Politibetjent Høflig er jo næsten. I olie er pynt- og pudsede, Heres Skjæg er studsede. Het er nu paalidelig’, Julen er høitidelig!