AndreasPeterBernstorff_1899

89 Schimmelmanns Færd, maa hans Vidnesbyrd anses for afgørende, ubønhørlig streng og nøjeregnende som ban var i alle slige Sager. Han hævder, at Schimmelmann skylder sit Geni sin store Lykke, at han har erhvervet sin store Formue paa en Maade, som han ikke behøver at rødme over, og tungt vejer det, naar han i An­ ledning af Planer om en Forlovelse mellem Cajus Reventlow og Schimmelmanns Datter siger den ætstolte Ditlev Reventlow, at han personlig ikke vilde betænke sig paa at forene sin og Schim­ melmanns Familie. Jævnlig forarges han over den ubillige Dom, man fælder over Schimmelmann, og værger ham ivrig.’ Men paa den anden Side hævder han, at Schimmelmann ofte optræder ubillig og hensynsløst; han dadler ham, fordi han aldrig loyalt vil indrømme en begaaet Uret eller Fejltagelse.1' I slige Tilfælde træder Bernstorff bestemt op imod Schimmelmann, hvor lidt end denne synes derom. Ofte er de enige i Realiteten, men kan ikke enes om Formen, fordi Bernstorff har Skrupler, som Schimmel­ mann ikke skænker en Tanke. Endnu oftere sukker Bernstorff dog i Stilhed eller jamrer i Breve over de Karaktertræk hos Schimmelmann, som han ved ikke lader sig udrydde. Det er da hans Trøst, at man kan se bort fra store Fejl hos et stort Geni, der gavner Land og Rige saa meget, og hos hvem han selv tør regne paa et sikkert Venskab.3 Men sligt skilte dem dog i mange Maader ad. Rent selskabelig passede de ej heller godt sammen. Bernstorffs Hjem var religiøst og stærkt æstetisk interesseret, støbt efter hans Afsky for Fester og Uro, Schimmelmanns Hus var hundverdsligt, efter Bernstorffs Opfattelse et lidet heldigt Opdragel­ sessted for en ung Pige.4 Grevinde Schimmelmann var stadig syg, men levede altid op ved Hoflivet eller sine egne store Fester, der gaves i en Form, som Bernstorff ikke yndede.5 Egenlig var det gennem den langt finere anlagte Søn Ernst Schimmelmann, at Broen mellem de to Familier banedes i selskabelig Henseende. Ogsaa i Forholdet til Hoffet var der Forskel paa deres Holdning. Begges Stilling beroede paa rent saglig Dygtighed, men medens Bernstorff aldrig vilde øge sin Magt ved Eftergivenhed, var Schimmelmann langt føjeligere. Lige saa ubekymret han var