AndreasPeterBernstorff_1899

150

tvingende Grunde maa han træde til Side, nødig af Hensyn til Uoverensstemmelse med øjeblikkelige Magthavere. I den offen- lige Virksomhed skal Arbejdsomhed og Energi parres med ube­ stikkelig Retskaffenhed og Sagkundskab.1 Virkeligheden svarede ingenlunde altid til dette Ideal, og Bernstorff kom ofte til at se Hertugdømmernes Adel, der stod ham nærmest, fjerne sig derfra. Hans idelig tilbagevendende Klage var, at den holstenske Adel — og man vil erindre, at under dette Navn indbefatter han begge Hertugdømmers — var saare fattig paa virkelig dygtige Personer. Mellem den Mængde Adelsmænd, han nævner i sine Breve, er det uendelig faa, han anser for Mænd med Evne og Fortjenester. Foruden Ditlev Reventlow satte han Pris paa Grev Christian Ulrich Brockdorff til Klethkamp og paa Amtmanden i Rendsborg Baron Hans Schack Brockdorff, paa Otto Blome, der imidlertid stadig var dansk Gesandt i Paris og saaledes uden Indflydelse paa Forholdene hjemme, samt paa den videnskabelig interesserede rige og dygtige Grev Frederik Hahn til Neuhaus, med hvem han stod i Brevveksling, og hvem han snart ønskede at faa til at tage en diplomatisk Stilling, snart gærne vilde an­ sætte i København, hvad imidlertid hverken Hahn eller Hoffet vilde gaa med til.3 Flere end disse fremhæver han egenlig ikke, og selv om enkelte andre vel kan have været over Jævnmaalet, saa har Tallet i det hele dog været ringe. Den holstenske Adels Opdragelse havde været slet, Ungdommen var ikke vænnet til at tage ordenlig fat hverken i private eller offenlige Forhold; i de første fire Aar efter Mageskiftet var der, bortset fra Schimmel- manns og Ditlev Reventlows Sønner, kun een ung holstensk Adels­ mand, der søgte at komme ind i dansk Statstjeneste, nemlig den unge Grev Baudissin, som siden blev Schimmelmanns Svigersøn.1 Mod Adelsmændenes moralske Vandel lod der sig rette stærke Anker; der var Tider, hvor Bernstorff saa yderst mørkt paa deres Forhold og mismodig spurgte, hvorfra en Forbedring skulde komme. Han fandt ikke inden for Standen en Kreds af Mænd, hvis Fortjenester var saa store, at de kunde drage Resten med sig. Han ønskede, at der blot var en eneste Dyd, et eneste