AndreasPeterBernstorff_1899

158 drejer sig om? Hvad betyder Udtrykket „vertrauliche Communi­ cation" ? Udtrykkene er vage og forsigtige, delvis selvmodsigende. Referatet af de historiske Forhold paavirkes af Konklusionens langt nedstemte Fordringer. Af dette enkelte Aktstykke, og andet vides der foreløbig ikke om disse Forhandlinger,1 tror jeg dog at kunne slutte, at man i Virkeligheden har fortolket de gamle Rettigheder vidt, har haft Landstændernes Skattebevillingsret og vidtstrakte Myndighed for hele Slesvig-Holsten i Tanke, men ikke har turdet sige dette klart, end sige møde med tilsvarende Ønsker. Men man siger dog ligefrem, at de Ønsker, man frembærer, ikke dækker Idealet; det staaende Udvalg skal kun midlertidig erstatte Landdagene, dets Indflydelse begrænses til Klostre og adelige Godser; kun om disses Forhold vil man have Ret til at indgive Forslag og Betænkninger, og kun om hvad der vedrører dem, skal Regeringen afkræve Udvalget forlods Betænkninger ved ny Foranstaltninger. De Krav, man opstiller, er saaledes i og for sig ikke store; men bagved skimtes vidtrækkende Fordringer. Promemorien ud­ trykker det Maksimum, man vover; sikkerlig har Cay Rantzau og hans Venner paa Mødet i Kiel udtrykt sig langt skarpere, tolket langt dristigere Ønsker. Naar Cay Rantzaus og Ditlev Reventlows Broders Navn staar Side og Side under Promemorien, tør man gaa ud fra, at denne er et Kompromis efter stærke Brydninger. Og dog taler Promemorien tydelig nok og vidner om Undervandsstrømningerne i Holsten. Støtten hos Gottorperne er bristet, nu griber man efter de gamle „verbriefte Rechte“ , Ordet Landstænder er udtalt, det være saa forsigtig, saa loyalt som vel muligt. Bevidstheden om, at de ikke er ophævede, er tilstrækkelig. Saaledes kan vi rykke Udgangspunktet for Ridder­ skabsbevægelsen i vort Aarhundrede tilbage. Allerede 1774 har Tankerne været bevidst fremme. Hvorfor taber da Forbindelseslinierne sig, hvorfor høres de samme Toner ikke i den følgende Tid? Promemoriens Skæbne giver os en væsenlig Del af Svaret. Deputationen havde Promemorien med til København og gav den straks til Bernstorff. Han lod vistnok A. G. Carstens tage