AndreasPeterBernstorff_1899

171 Paralleler mellem Fortid og Nutid og skyr ikke dristige Udsyn mod Fremtiden, uagtet han praktisk holder fast ved Princippet, at „kun Fremtiden er Dommer over slige Formodninger“ .1 Alt hvad der sker, giver han Plads i en systematisk Betragtning af hele Europas Politik. Enkelthederne faar deres Værdi som Led i det store Hele. Hans Kundskab til Forhold og Personer er over­ ordentlig stor, hans Divinations- og Kombinationsevne ikke mindre. Der er noget betagende og blændende heri; snævre Intelli­ genser forstod det ikke. Guldberg tog sig til Hovedet og sagde bittert, at „Græve Bernstorff tiltroede sig den største Siel og skrev derfor over alt i Verden til vore Ministre og giorde Syste­ mer å perte de vue“ .’ Men disse Evner, der kunde være farlige for et lille Lands Udenrigsminister, bliver det ikke for Bernstorff. De store Syns­ punkter og Teorier svækker ikke hans sunde Dømmekraft, for hvilken Danmark-Norges Evner bliver den sande Prøvesten. Hans Genialitet er at afpasse de store Teorier efter de smaa Magt­ midler. Han hugger Hæl og klipper Taa med en vidunderlig Virkelighedssans. Træller vi ham i denne Periode paa saa mange andre Omraader ufærdig og under Udvikling, med Evnerne bundet af den opslidende daglige Kamp mod Kabinetsregimentet og med Førerviljen kuet, saa har vi ham til Gengæld hel og færdig som Udenrigspolitiker. Her havde han næppe mere at lære; han pas­ sede til vort Land, som aldrig nogen anden har gjort det. Enkelte Hovedprincipper slipper han aldrig, fremfor alt en usvigelig Tro paa, at det maa og skal kunne lykkes at hævde den lille Stats Selvstændighed og Selvbestemmelsesret. Det træder uafbrudt frem over for Stormagterne; han taaler ikke, at de pukker paa Overmagt eller paa mægtige Alliancer. Den fremmede Ge­ sandt, der gør det, ved, at i samme Nu vil Forhandlingerne skifte Karakter; før affabel og mild bliver Bernstorft med et overlegen og stolt, der kommer en bydende, næsten skærende Klang i hans Stemme, og først naar Gesandten drejer af og glatter over, lægger Bølgerne sig. Bernstorff vurderede i højeste Grad den store Styrke­ forskels Betydning, men alle Stater krævede han respekterede som jævnbyrdige; kun derpaa kunde den Retfærdighed grundes, der for