Chr.BayerGamleMinder_1925

V E N N E R O a V E L Y N D E R E

muntrende Ord til mig, naar jeg besøgte ham, mindes jeg som den taknemlige Mand, han var, for hver en lille Vennetjeneste der ydedes ham. Han var altid begeistret for Kunsten, og de Unge fandt hos ham baade god og sund Kritik og velmenende Indrømmelse af, hvad der var godt og værd at rose. Direktør for Statens Musæum, Emil Bloch, kom til at kende mig, ved at træffe mig sammen med Inspektør ved Kobberstiksamlingen, Thiele, som i nogle Aar kom til mig Søndag Formiddag for at vi kunde drøfte fælles Interesser. Direktør Bloch var en stille Mand, som befandt sig allerbedst, naar han i sit ensomme, men hyggelige Hjem sys­ lede med sine kære Bøger og de øvrige Kunstskatte, han eiede; det var mig derfor en stor Glæde, da jeg mærkede, at han havde Interesse for mig og bad mig hjem til sig, ja, hvor var det velgørende at være sammen med ham, naar han viste sine sjældne Bogskatte frem, snart en Dedikation, snart en sjælden Udgave eller et kostbart Bind, det var med en rørende Nænsomhed, han tog den i Haanden. Og, han var ikke nærig, nei, han gav gerne. En Dag forærede han mig en Holberg-Ko- medie i Originaludgaven, en anden Gang: Dickens illustr. Originaludgave »the Chimes«, med Dickens’ egenhændige Dedikation til H. C. Andersen. En Dag kom vi til at tale om Broderen, Carl Bloch, og jeg kom da til at nævne, at jeg havde Raderingerne, paa fire nær, som NB var de kost­ bareste; Bloch spurgte mig, hvilke de fire var, det 133