Chr.BayerGamleMinder_1925

V E N N E R O G V E L Y N D E R E

sælge alt, hvad han malede; han sagde engang, da han viste mig nogle friske Marklandskaber i Som­ merstemning og jeg spurgte, om det nu ikke gjor­ de ham ondt at skilles fra dem: jo Du, det er noget kedeligt noget med dette Sælgeri, det var morsom­ mere at forære det bort eller selv beholde det«; ja, saadan var Niss og saadan tænkte han. Ved at tænke tilbage paa disse 4, saa høist for­ skellige Mænd, hvoraf en sagde om mine Arbeider, at det var »god ærlig Kunst«, en anden: »ja, det er meget nydeligt, men ikke Kunst«, en tredie, at det var »Dilettantisme«, og en fjerde, at jeg var »Autodidakt«, blev dog det endelige Resultat, at de var enige i, at mine Forsøg og min Stræben efter at blive Kunstner ikke heelt har været for­ gæves. Dog maa jeg, med Tak til Gud, fordi han saa naadigt har ledet mig, erklære, at jeg anseer det for en Lykke, at jeg ikke skulde ernære mig som Kunstner; det er jo en Kendsgerning, at kun de faa, som naaer til et anerkendt Navn, kan leve af deres Kunst og da min kære, utrættelige Velynder, Ludvig Moltke, ogsaa her greb ind og skaffede mig, ved sin Indflydelse, en fast Stilling i »Biku­ ben«, hvor jeg fra 1867 og indtil denne Dag har havt en tryg og for alt, hvad der kaldes Nærings­ sorger betrygget Tilværelse, maa jeg ogsaa med Tak til mine Overordnede og mine Kollegaer for lykkelig tilbragte Aar sige, at Kunsten har været mig et kært Fritidsarbeide, men heldigvis ikke mit Livserhverv. 138